Sådan klager du over BUPL

Her på siden finder du en vejledning om, hvordan du skal forholde dig, hvis du ønsker at klage over den rådgivning eller sagsbehandling, du har fået i BUPL.

Hvis du som medlem har modtaget personlig rådgivning, eller BUPL har varetaget en sag for dig, og du ikke er tilfreds, kan du klage. 

Klag til din lokale fagforening eller til forbundskontoret

Har du fået rådgivning, eller er din sag behandlet i din lokale fagforening, skal du i første omgang klage til fagforeningsbestyrelsen. 

Du finder adressen på din fagforening her på bupl.dk.

Har du fået rådgivning, eller er din sag behandlet af forbundskontoret (typisk arbejdsskadesager), skal du i første omgang klage til BUPL’s forretningsudvalg.

Forretningsudvalgets adresse er:

Forretningsudvalget
BUPL’s forbundskontor
Sundkrogskaj 20
2100 København Ø

E-mail: bupl@bupl.dk

Næste instans er BUPL’s klagenævn. Her kan du læse mere om, hvordan du kan klage, om klagefristen mv.

BUPL's klagenævn

Hvad kan der klages over?

Når din klage har været behandlet af bestyrelsen i din lokale fagforening eller i BUPL’s forretningsudvalg, og hvis du ikke har fået medhold, kan du klage til BUPL’s klagenævn.

Du kan klage over BUPL's rådgivning eller over BUPL's behandling af en konkret sag. Det gælder alle sager og al rådgivning, der er omfattet af BUPL's juridiske rådgivningsansvar.

Du kan ikke klage over politiske beslutninger truffet i BUPL. Politiske beslutninger har som udgangspunkt et kollektivt præg og omhandler flere medlemmer eller grupper af medlemmer. Sådanne beslutninger skal fortsat diskuteres på de lokale fagforeningers årlige generalforsamlinger og i andre medlemsfora. Du kan heller ikke klage til klagenævnet over sager om forhandling af løn, fordi lønspørgsmål har politisk og ikke juridisk karakter. 

Vil du klage over en afgørelse fra BUPL-A, skal du følge den klagevejledning, der står i slutningen af afgørelsen. Klagenævnet kan ikke behandle sager fra BUPL-A.

Hvad er fristen?

Du kan klage til BUPL's klagenævn indenfor 6 måneder efter, du har fået svar fra den lokale fagforeningsbestyrelse eller forretningsudvalget.

Hvad skal jeg gøre for at klage?

Du skal formulere en skriftlig klage, hvor du redegør for, hvad du klager over. For eksempel en beskrivelse af forløbet og afgørelsen, du klager over. Det er hjælpsomt og gør sagsbehandlingen hurtigere, hvis du medsender det vigtigste materiale, du har om din sag. Herudover vil klagenævnet selv rekvirere de bilag, som er nødvendige for at behandle din klage.

Hvor skal jeg sende min klage hen?

Klagenævnets adresse er:

BUPL's klagenævn
c/o BUPL’s forbundskontor
Sundkrogskaj 20
2100 København Ø

E-mail: klagenaevn@bupl.dk

Hvem sidder i klagenævnet?

Klagenævnet er en uafhængig instans i forhold til BUPL's øvrige politiske og administrative organer. Formanden er uddannet jurist og må ikke være medlem af eller ansat i BUPL. 

De øvrige medlemmer af klagenævnet er udpeget af BUPL's hovedbestyrelse. De skal være medlemmer af BUPL, men de må ikke være valgt som tillidsmænd eller ansat i BUPL. De må heller ikke have familiemæssige, ægteskabelige eller tilsvarende relationer til tillidsmænd eller ansatte i BUPL.

Det er hensigten, at klagenævnets medlemmer kan behandle klagerne upartisk. Eksempelvis deltager et klagenævnsmedlem ikke i behandlingen af en klage over den fagforening, som vedkommende selv er tilknyttet. Medlemmerne af klagenævnet har tavshedspligt om klagesagerne. 

Hvordan arbejder Klagenævnet?

Sekretæren for klagenævnet undersøger, om der er tale om sag, klagenævnet kan behandle, herunder at klagesagen er startet korrekt med en klage til den lokale fagforenings bestyrelse eller til BUPL’s forretningsudvalg.

Klagenævnet behandler sagerne på grundlag af det modtagne skriftlige materiale. Er der behov for supplerende materiale i en sag, sørger sekretæren for klagenævnet for at indhente det. det. På baggrund af klagen og det skriftlige materiale træffer klagenævnet herefter en afgørelse på et nævnsmøde.

Klagenævnet kan træffe følgende afgørelser: 

1. Fastslå at klagen er ubegrundet.

2. Udtale kritik af den påklagede afgørelse/rådgivning.

3. Omgøre den påklagede afgørelse.

4. Fastsætte en erstatning til det klagende medlem for økonomiske tab, der er forvoldt ved den påklagede afgørelse eller rådgivning.

5. Henstille overfor BUPL’s organer, at der indføres en ændring af den anvendte forretningsgang.

Klagenævnet begrunder altid sine afgørelser.

Klagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for andre af BUPL’s organer.

Fandt du, hvad du søgte?

For at undgå spam, skal du godkende at du ikke er en robot.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.