Barselsorlov

Barsel

Du har som pædagog ret til orlov i forbindelse med barsel og adoption. Under en del af orloven modtager du løn eller dagpenge.

Reglerne her på siden her gælder for dig, som er forælder til et barn, som er født eller modtaget før 2. august 2022

Er du forælder til et barn, som er født eller modtaget efter 1. august 2022, gælder nye regler

Før fødslen

Reglerne før fødsel er ikke påvirket af den nye barselslov. Det er derfor samme forhold, som gælder i forhold til børn født eller modtaget både før og efter 1. august 2022. 

Besked om graviditet
Du skal senest tre måneder før fødslen fortælle din leder, at du er gravid. Fortæl det gerne så tidligt som muligt, så planlægningen kan begynde - og så du kan få fri til eventuelle undersøgelser. 

Du skal ligeledes give din leder besked om, hvornår du forventer at begynde på din barselsorlov. Du skal samtidig dokumentere din termin. 

Graviditetsundersøgelser
Du vil som gravid almindeligvis kun have ret til at få fri fra arbejde med løn til almindelige, forebyggende graviditetsundersøgelser. Men ved komplicerede graviditeter, eller hvis der er tale om en graviditet med tvillinger eller trillinger, vil du typisk blive tilbudt flere forebyggende undersøgelser med henblik på at sikre, at graviditeten forløber så godt som muligt. 

Dit fravær skal som udgangspunkt være foreneligt med forholdene på arbejdspladsen. Forsøg derfor at planlægge graviditetsundersøgelserne, så de er til mindst mulig gene for arbejdspladsen. 

Bemærk, at din partner ikke har ret til at få fri med løn til undersøgelserne. Retten gælder kun den gravide. 

Barselsorlov
Du har ret til at gå på barselsorlov med sædvanlig løn, når der er otte uger til den forventede fødsel. Du skal tælle din terminsdag med i de otte uger - så hvis fødslen fx ventes en torsdag, er torsdagen otte uger før din sidste arbejdsdag.

Hvis du føder senere end den forventede dato, forlænges din ret til frihed og ret til løn før fødslen tilsvarende. Det vil sige, at din barselsorlov ikke blive kortere efter fødslen. 

Du har mulighed for tidligere orlov før de otte uger før termin, hvis dit arbejde indebærer en risiko for fosteret, eller hvis graviditeten har et sygeligt forløb. 

Før og efter adoption
Du har ligeledes ret til før-adoptionsorlov med løn i indtil fire uger, hvis du opholder dig i udlandet for at modtage dit barn, og det land, du adopterer fra, stiller krav om, at du opholder dig der. De fire uger kan forlænges i op til yderligere fire uger. Forlængelse kan kun ske, hvis opholdet i udlandet varer mere end fire uger af årsager, som du ikke er skyld i. Når du har modtaget dit barn, gælder tilsvarende regler om orlov som ved barsel.

Du skal snarest muligt give din leder besked om tidspunkt for afrejse og om forventet hjemkomst. 

Efter fødslen (For dig, der er blevet forælder før 2. august 2022)

Orlov med løn
Efter fødslen har du ret til barselsorlov i 14 uger med sædvanlig løn. 

Orlov, hvor længe?
Efter de første 14 uger efter fødslen har du ret til fravær i 32 uger mere. Du kan forlænge de 32 uger med otte uger og med yderligere seks uger.

Økonomi
Det er ikke hele perioden efter den 14. uge efter fødslen, der er med sædvanlig løn eller fulde barselsdagpenge. Der er i alt 32 ugers barselsdagpenge, der skal dække den orlov, du eller far/medmoren holder. 

Af de 32 uger på barselsdagpenge er der seks uger med løn til mor til barnet. Herudover er der yderlige seks uger med løn. Disse uger kan deles forældrene imellem.

Tidlig planlægning
Senest 8 uger efter fødslen, skal du give din leder besked om, hvornår du regner med at komme tilbage på arbejdet efter orloven.

Individuelt tilrettelagt orlov
Kombinationsmulighederne for orlov for dig og/eller dit barns far/medmor er mange. Kontakt derfor din lokale fagforening for rådgivning.

Regler for far/medmor (For dig, der er blevet forælder før 2. august 2022)

Orlov med løn
Som far eller medmor har du ret til 2 ugers orlov med sædvanlig løn i forbindelse med dit barns fødsel. 

Orlov, hvor længe?
Du har ret til fravær fra dit arbejde i yderligere 32 uger.

Besked om orlov
Du skal give din leder besked om de 2 ugers orlov, i forbindelse med dit barns fødsel, senest 4 uger før fødslen. Du kan aftale med din leder, at disse 2 uger ligger på et andet tidspunkt inden for de første 14 uger efter fødslen. Du skal inden 8 uger efter fødslen give din leder besked om, hvornår du forventer at begynde andet fravær (forældreorlov) og om længden af orloven. 

Økonomi og planlægning
Der er mange kombinationsmuligheder for dig og din familie. Vær opmærksom på, at det ikke er hele perioden, der er med sædvanlig løn eller fulde barselsdagpenge. Der er øremærket 7 ugers orlov med løn til dig som far/medmor af de 32 ugers barselsdagpenge. 
Herudover er der 6 uger med løn til enten far/medmor eller mor eller til deling.

Pjece: Når pædagoger får børn (For dig, der er blevet forælder før 2. august 2022)

Bemærk, pjecen er gældende for dig, der har fået barn til og med 1. august 2022. For dig, der får barn 2. august 2022 eller derefter, gælder nye regler. 

Aftale mellem KL og Forhandlingsfællesskabet

Privatansat?

Som privatansat fremgår det af din overenskomst, hvilke barselsregler der gælder for dig.

Se din overenskomst her

Fandt du, hvad du søgte?

For at undgå spam, skal du godkende at du ikke er en robot.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.