Genåbningen presser arbejdsmiljøet

Corona-pandemien presser alle med et ansvar for andre til det maksimale. Men vi har allesammen en grænse. Og netop det bliver en kollektiv udfordring i tiden, der kommer. Ikke mindst efter udmeldingen fra Seruminstituttets Kåre Mølbak, der forventer, at vi skal leve på den her måde i mange måneder.
Elisa Rimpler

Fredag meddelte jeg mine kolleger, at jeg måtte have en arbejdspause og ville tjekke ud klokken 16. Natten til lørdag sov jeg 12 timer. Batteriet var fladt efter mere end en måneds arbejde i døgndrift. Jeg er langt fra den eneste. Corona-pandemien presser alle med et ansvar for andre til det maksimale. Men vi har allesammen en grænse. Og netop det bliver en kollektiv udfordring i tiden, der kommer. Ikke mindst efter udmeldingen fra Seruminstituttets Kåre Mølbak, der forventer, at vi skal leve på den her måde i mange måneder.

Sundhedsfaglige retningslinjer presser pædagoger

Heidi skrev til mig i går. Hun er institutionsleder og sover nærmest ikke, fordi hun føler sig presset af sin chef til at åbne institutionen for alle børn, selv om hun mener, det er uforsvarligt med den nuværende kapacitet. Selv om Heidi får hjælp af sin lokale BUPL-fagforening til at råbe forvaltningen op, så beskriver hun en følelse af at være alene og magtesløs.

Jeg får mange beskeder og mails fra ledere og pædagoger som Heidi. For selv om nogle institutioner og skoler har fået hjælp til ekstra rengøring, har myndighedernes krav om små børnegrupper, afstand og skærpede hygiejneregler, presset institutionerne til det yderste.

Mange steder erkender man i de her dage, at uden meget kreative løsninger og flere personaletimer, vil det ikke være muligt at holde åbent for alle børn i alle timer. I hvert fald ikke, hvis det skal være forsvarligt i forhold til børnenes tryghed og pædagogernes arbejdsmiljø.

For vi kan nu engang ikke stampe gode normeringer op fra den ene dag til den anden. Der er jo en grund til, at vi har arbejdet intenst for bedre normeringer i så mange år. Inden corona-krisen stod Heidi og hendes kolleger jo netop med alt for store grupper børn i mange timer om dagen. Så det gavner ingen pædagoger, at chefer eller politikere synes, at genåbningen bare er et spørgsmål om planlægning og nye rutiner. For Heidi har jo ansvaret for mennesker af kød og blod; de ansatte, børnene og familierne. Og at de ikke bliver syge, fordi det er umuligt at overholde retningslinjerne med de nuværende ressourcer.

Regler og aftaler gælder stadig

Forleden skrev Gitte til mig på Facebook, at hendes institution havde fundet gode kreative løsninger på en genopstart. Der var bare et stort problem: Det umuliggjorde pauser for personalet. Louise spurgte mig samme sted om arbejdstidsreglerne stadig gælder. Og ja, det gør de. Man skal stadig have pauser og varsles, når arbejdsplanen ændres. For uanset, hvor presset systemet er, så er aftaler for arbejdstid og regler for arbejdsmiljø lavet, så vi kan passe på hinanden og holde til et langt arbejdsliv.

Vi har som mennesker brug for rekreative pauser væk fra børnene. At overholde regler og aftaler, betyder ikke, at man er ufleksibel eller ikke vil udvise samfundssind. For samfundssind er ikke, at vi presser hinanden ud over kanten, men derimod at vi hjælper hinanden til at håndtere en krise, der lægger et hårdt pres på vores arbejdsmiljø.

Og det gælder ikke kun det fysiske, men også det psykiske arbejdsmiljø. Vi skal håndtere faren ved en “usynlig” og lumsk virus, give børnene en tryg og pædagogisk forsvarlige hverdag - og samtidig håndtere vores egen bekymring. Her skal vi i høj grad benytte os af den viden, vi som pædagoger har. Mennesker håndterer kriser forskelligt. Og derfor er vi nødt til at rumme det hele - både hinandens glæde og de mange bekymringer. Det gør vi bedst, hvis vi hjælper hinanden med at genskabe arbejdspladsfællesskabet og taler sammen om udfordringerne - på afstand.

Håb og hårdt arbejde

Da vi fik udmeldingen om, at institutioner og skoler skulle åbne, var min første opfordring til børne- og undervisningsministeren, at hun var tydelig på, at en genåbning på nye præmisser helt lavpraktisk ikke kan lade sig gøre fra den ene dag til den anden. Jeg er glad for, at hun lyttede og flere gange siden har gentaget, at daginstitutioner og skoler kun må åbne i det omfang, at det er forsvarligt.

Nu er genåbningen i fuld gang. Gensynsglæden har været overvældende i de første dage. At se både børn og kolleger gør noget godt for os. Giver os håb. Det er godt og gør os for en stund uovervindelige. Men en ny hverdag er også på vej. I de kommende dage vil flere forældre aflevere deres børn for at gå på arbejde. Og vi vil opleve at presset på ledere og pædagoger stiger, når vi samtidig med at tage imod flere børn skal arbejde på helt nye måder for at forebygge smitte. Derfor er vi nødt til på sigt at finde holdbare løsninger, der rækker ud over de næste 14 dage. Ingen har gavn af pædagoger, der bukker under for et umuligt arbejdspres.

KL har meldt ud, at mange af kommunerne allerede nu har nået deres maksimale kapacitet for, hvor mange børn der er plads til, hvis det stadig skal være forsvarligt. Og det skal det. Både sundhedsmæssigt og pædagogisk. Derfor skal vi hjælpe hinanden med at holde ministeren fast på sin udmelding, og vi skal råbe op, når nogle kommuner træder for hårdt på speederen for at gennemtvinge en fuld genåbning, hvis ressourcerne ikke følger med.

Lad det hermed være en opfordring til, at vi står sammen om at hjælpe hinanden. Deler erfaringer og løsninger - og hjælper hinanden med at prioritere opgaverne. Opfinder arbejdspladsfællesskaber med fysisk afstand. Står op for vores aftaler og planlægger pauserne. Siger fra, når forvaltningen tager beslutninger, der ikke kan lade sig gøre i virkeligheden. Deltager i debatten.
For på den måde hjælper vi både arbejdsmiljøet, børnene og Danmark. Det er ægte samfundssind.

 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.