Et JA til OK21 - og til at arbejde videre for en retfærdig løn!

Jeg er drønstolt af vores fællesskab. Ikke mange fagforeninger kan mønstre så aktive og engagerede medlemmer som vi kan. På mange arbejdspladser har de allerfleste stemt. Og det betyder virkelig noget, når vi skal gøre vores stemme gældende overfor omverdenen. Så tusind tak til alle jer, der har brugt jeres stemme.

Jeg er glad for det klare og entydige JA på 82,1 %. Fordi det er et ja til det, vi har aftalt med hinanden. Vi ville til forhandlingsbordet og som minimum sikre reallønnen.

Og lad os tage den med det samme: Vi fik forhandlet os frem til en lønfremgang på trods af, at vi er i en økonomisk meget usikker periode. At vi i det hele taget kom til forhandlingsbordet, sparede os for mange millioner kroner. Millioner, der blot ville have øget vores lønefterslæb. Og herudover blev ligelønspuljen og organisationspuljen vores modsvar til KL's ønske om en stor rekrutteringspulje, der ikke var målrettet vores grupper. Det, sammen med vigtige skridt for fagligheden, er det, vi som et flertal af os har sagt direkte JA til.

Ikke et JA til lønefterslæbet

Men et ja til OK21 er ikke det samme som at acceptere pædagogers lønefterslæb. Det vil jeg gerne slå fast med 7-tommersøm.

BUPL har længe arbejdet for at gøre det alment kendt, at vi har en uretfærdig løn. At vi på trods af, at vi i dag har en bacheloruddannelse, et stort ansvar for børn og unges liv og trivsel og en stor betydning for samfundet, alligevel ikke har kunnet vriste os lønmæssigt fra Tjenestemandsreformens skygge. Og den dagsorden er vi lykkedes med. Både medier og politikere har fået øjnene op for problemet. Samtidig har vi også hele tiden sagt og været helt tydelige på, at løsningen ikke skal findes ved overenskomstbordet. Og slet ikke denne gang.

Det er mange nej-sigere uenige i. Og lad mig gøre det fuldstændig klart: Jeg hører og forstår nej-sigernes frustration. Jeg ved, at de fleste ja-sigere deler den. Den energi og indignation skal vi nu bruge konstruktivt til at få overbevist omverdenen om, at opgøret med pædagogers uretfærdige løn er fuldstændig nødvendigt. I et ligestillingsperspektiv, men også i et perspektiv, hvor vores faglighed og rekruttering af pædagoger til fremtiden er afgørende for et velfungerende samfund.

Vi kæmper videre - sammen med andre

Et opgør med tjenestemandsreformens lønhierarki kalder ikke på hurtige løsninger, men på et langt, sejt træk. Der kommer ikke milliarder som ved et trylleslag fra Christiansborg. Selvfølgelig skal vi fortsætte kampen ved overenskomstbordet, men på samme måde, som vi fik et milliardløft af daginstitutionsområdet i form af minimumsnormeringer, skal vi også her gå grundigt og systematisk til værks. Skridt for skridt.

Heldigvis er vi ikke alene. Vi står blandt andet sammen med sygeplejerskerne, som jo lider under det samme kønsbestemte lønefterslæb. Og selvom vi ikke har stemt nej, så står vi sammen om målet om at bekæmpe den ulige løn.

Og hvad så nu?

Den kommende tid kommer til at kræve meget af os som fagligt fællesskab. Men vi har et stærkt afsæt. Vi har tillid til hinanden. Vi er gode til at lytte og debattere med hinanden. Og grundlæggende ved jeg, at vi har en stærk tro på vores evne til at stå sammen og flytte en dagsorden.

Det er vi allerede godt i gang med.

Det bliver svært og hårdt. Men hvis der er noget, jeg har lært i min tid som formand, så er det, at vi pædagoger er bedst i modvind. Når stormen suser, ranker vi ryggen og står sammen og kæmper skulder ved skulder. Det sammenhold bliver der brug for.