Divide et impera

Der er godt gang i mødeaktiviteten med både med vores allierede i Forhandlingsfællesskabet, men også med vores arbejdsgivere; Kommunernes Landsforening. Vi har nedsat diverse tekniske arbejdsgrupper og gør, hvad vi kan for at sikre tæt koordinering - vel at mærke digitalt og på afstand. BUPLs krav om mere i løn, en ligelønspulje, men også en garanti for at vi ikke risikerer en lønnedgang, er stadig med i den kravspulje som vi i fællesskab med de øvrige offentlige forbund har præsenteret arbejdsgiverne for.

Rekruttering og løn
Det har bestemt ikke været ligetil, at vi er nået så langt. Og fællesskabets styrke bliver også denne gang udfordret af arbejdsgiverne. Det er allerede sket.

Arbejdsgiverne er nemlig mødt op med et centralt ønske om en stor rekrutteringspulje. Ligesom det var tilfældet i forhandlingerne i 2018, så ønsker de, at puljen på det kommunale område hovedsagligt går til én faggruppe – nemlig SOSU’erne. Og vi under bestemt vores gode kolleger i FOA mere i løn. Men hvis arbejdsgiverne får deres vilje, vil det betyde, at der er væsentligt mindre til alle andre.

I BUPL har vi altid stået op for og hjulpet andre faggrupper. Men alle ved, at pædagoger lider under et gevaldigt lønefterslæb og at vi samtidig har alvorlige rekrutteringsudfordringer. Det er en virkelig dårlig kombination. Vi får brug for 14.000 pædagogkolleger frem mod 2030 bare for at følge med børnetallet og opfylde minimumsnormeringer. Og lønnen er en af de vigtigste knapper, der skal drejes på, hvis flere skal tiltrækkes af vores profession.

Romernes taktik
Når KL ved to overenskomstforhandlinger i rap afsætter en pulje til én faggruppe, så er det med flere mål for øje. Selvfølgelig handler det om, at der skal tiltrækkes flere SOSU’er, så kommunerne kan følge med, når der bliver flere ældre. Men det er også det ældste trick i forhandlingsbogen. Når man tilgodeser én gruppe frem for andre, skaber det splittelse. Splittelse er godt – for arbejdsgiverne.
Sådan holdt romerne deres fjender for døren i mange århundreder. Ved at spille de forskellige stammer ud mod hinanden, danne alliancer med nogle frem for andre og give gaver og land til loyale høvdinge, sørgede man for, at stammerne kun sjældent forenede sig under ét flag. Divide et impera – del og hersk, var således én af grundene til, at romerne lykkedes med at bygge og fastholde et kæmpe imperium i mange hundrede år.
Det var først, når det lykkedes at få samlet de mange forskellige stammer og interesserer under ét banner, de rystede i togaerne nede i Rom.

Det er blandt andet derfor, vi har Forhandlingsfællesskabet. Når vi står sammen, er vi langt stærkere, end når vi kæmper hver for sig og indbyrdes. Det ved arbejdsgiverne også. Men virkeligheden er også sådan, at hver fagforening først og fremmest er sat i verden for at sørge for deres egne medlemmer. Dermed er der en naturlig grænse for, hvor langt fællesskabet rækker, når valget står mellem konkret lønfremgang og solidaritet.

På den lange bane, bliver valget dog mere tydeligt. Hvis vi lader arbejdsgiverne dele os, gør vi det let for dem at herske. Det vil i sidste ende koste langt mere, end vi hver især kan vinde i et gavelotteri, hvor arbejdsgiveren udtrækker enkelte grupper til en præmie hvert tredje år.

Derfor står vi fast på, at Forhandlingsfællesskabet skal finde løsninger, som giver plads til, at enkelte faggrupper kan tilgodeses, men uden at fællesskabet og solidariteten sættes over styr. Uden at vi bliver delt.
Sammen er vi stærkest. Også selv om det er KL og ikke romerne, vi står over for.