Theresa vil præge børnepolitikken i Folketinget: Jeg er en stolt pædagog med fingeren på pulsen

Pædagog og institutionsleder Theresa Berg Andersen er valgt til Folketinget for SF og håber på at kunne præge politikken på Christiansborg med sin erfaring fra pædagogik og lokalpolitik.
Theresa Berg Andersen fører valgkamp
Theresa Berg Andersen har haft en geografisk stor kreds at dække, men blev alligevel valgt ind i Folketinget.

’Mor, frue, pædagog og byrådsmedlem for SF i Vesthimmerland’. Sådan introducerer Theresa Berg Andersen sig på Facebook, men nu kan hun også føje ’folketingsmedlem’ til sin profil.

Da de sidste personlige stemmer blev talt op efter folketingsvalget 1. november, stod det nemlig klart, at den 42-årige politiker er blevet valgt ind og nu skal skifte hverdagen som leder af den integrerede institution Lille Madsens Hus i Aars ud med udvalgsmøder og politiske forhandlinger på Christiansborg i København.

En forløsning, fortæller Theresa Berg Andersen, som kunne være både glad og tilfreds oven på en lang valgkamp i et geografisk stort område. Stolt kunne hun også være med de 4.115 personlige stemmer, hun havde fået i en traditionelt blå kreds, hvor også profiler som Mette Frederiksen (S) og Inger Støjberg (Danmarksdemokraterne) har suget mange stemmer til sig.

Men herefter bankede virkeligheden på under et interview med den lokale tv-station, som gik til hende med spørgsmål om fremtiden: For hvad nu med pladsen i byrådet? Og jobbet i Lille Madsens Hus?

”Jeg plejer ellers at være klar og kontrolleret, men lige der gik betydningen op for mig, og det ramte mig hårdt. Jeg har været institutionsleder i 18 år. Det er mit hjerte og min faglighed, men nu skal jeg til at give slip. Nu skal jeg sige farvel,” siger Theresa Berg Andersen.

14 dage til at sige farvel

Det bliver ikke en langtrukken afsked. For som folketingsmedlem er Theresa Berg Andersen i princippet valgt ind på valgdagen, og derfor skal hun snarest muligt begynde sin nye tilværelse på Christiansborg.

”Jeg har fået lov til at bruge 14 dage på at pakke ned og slutte mit arbejde af,” fortæller politikeren, der har sidste arbejdsdag i Aars fredag den 18. november og også forlader kommunalbestyrelsen i Vesthimmerland Kommune, da SF ikke tillader dobbeltmandater.

Inden da skal hun nå at følge de sidste sager ordentligt til dørs både i byrådet og i Lille Madsens Hus. Og hun skal sige farvel til forældre, kolleger, ansatte og børn.

”Men jeg vil gøre alt for at bevare kontakten til mine lederkolleger og mine ansatte. Jeg er en stolt pædagog, og jeg er nødt til at blive ved med at have fingeren på pulsen og ikke komme for langt væk fra gulvet,” siger Theresa Berg Andersen.

Erfaring fra byråd og pædagogfaglig viden

En stolt pædagog, der kender virkeligheden og kan sætte faglighed bag de politiske beslutninger. Det håber Theresa Berg Andersen på at kunne tilføre Christiansborg.

”Jeg har en kæmpe erfaring fra byrådsarbejdet, som jeg sammen med min pædagogfaglige viden kan bruge til at kvalificere emnerne på den politiske dagsorden med eksempler fra den virkelige verden. Jeg kender til problemer med skolelukninger, institutionssammenlægninger og børn, der bliver sendt i skole for tidligt. Jeg ved, hvad det vil sige, når børn er i mistrivsel, og der er lang ventetid på en udredning. Og jeg har set mange former for bureaukrati, som jeg gerne vil være med til at gøre op med,” siger Theresa Berg Andersen, som også har erfaring med landspolitik fra et vikariat i Folketinget.

Økonomer skal ikke forme børnepolitikken

I skrivende stund ved hun ikke, hvilke ordførerskaber hun får, da hendes parti venter med at fordele posterne, til regeringsdannelsen og de kommende ministerier er på plads. På Theresa Berg Andersens ønskeseddel står velfærdsområder som dagtilbud, ældre og handicap. Posten som børneordfører har hun end ikke skrevet på listen, for den sidder partikollegaen Jacob Mark efter al sandsynlighed tungt på.

”Der sidder nogle garvede folk derinde, som har været med til at udvikle vores politik i flere år. Og jeg kunne aldrig drømme om at komme og sige: Det arbejde skal jeg overtage nu. Men jeg kommer til at blive en nær kollega og give god sparring på børneområdet,” siger det nyvalgte folketingsmedlem.

”Jeg tror på, at der er brug for erhvervserfaring på Christiansborg. Politikken skal ikke alene basere sig på synsninger og gisninger, og det er ikke kun de politiske rådgivere og økonomerne, der skal være med til at forme den. Jeg har arbejdet i faget i så mange år, at jeg slet ikke vil kunne lade være med at komme med mine indspark,” tilføjer hun.

Fire pædagoger på Christiansborg

Udover Theresa Berg Andersen (SF) blev disse pædagoger også valgt eller genvalgt:

Charlotte Broman Mølbeck (SF), pædagog og familieplejekonsulent

Peder Hvelplund (Enh.), socialpædagog

Lise Bertelsen (K), specialpædagog

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.