Set med lederbriller: Forstå OK21 på fem minutter

Forhandlingerne om nye overenskomster går snart i gang. Her er de vigtigste datoer og emner for BUPL’s ledermedlemmer.

Hvad sker der lige nu?

Parterne skal udveksle krav og forslag til ændringer af aftalerne senest 15. december. Lederforeningen i BUPL er ved at skære temaerne til. Det sker efter et forløb, hvor de lokale lederforeninger har diskuteret, hvilke emner der er vigtige at sætte fokus på.

Sådan foregår forhandlingerne

Når der forhandles overenskomster, foregår det ad flere omgange. Først forhandler man de generelle aftaler mellem Kommunernes Landsforening (KL) og Forhandlingsfællesskabet, som består af 51 forskellige organisationer, herunder BUPL.

Bagefter er det de enkelte organisationers tur. Pædagogfaglige ledere, der er ansat på kommunale institutioner, er omfattet af en fælles lederoverenskomst. Det er den overenskomst, som BUPL, FOA og Socialpædagogernes Landsforening (SL) forhandler med KL om.

Hvad er der på dagsordenen på lederområdet?

Her kan du læse, hvad Eva Munck Immertreu, formand for Lederforeningen i BUPL siger om tre af de vigtigste dagsordener i år:

1. Pædagoger skal ledes af pædagoger

»Vi bløder ledere på SFO-området, hvor lederfunktionen bliver lagt ind under eksempelvis indskolingsledere, som i mange tilfælde er lærere. Men pædagoger skal have ledere, der er uddannet pædagoger, så det vil vi sætte fokus på.«

2. Alle afdelinger skal have reelle ledere

»Vi vil arbejde for at sætte fokus på, at også de små afdelinger i dagtilbud skal have formelle ledere. Der skal være lige så mange ledere, som der er institutioner. Det skal ikke være distribueret ledelse eller koordinatorer, men rigtige ledere, og de skal have den nødvendige tid til ledelsesopgaven.«

3. Højere løn

»En meget stor del af ledernes løn bliver forhandlet lokalt, og der er store forskelle, så vi vil kigge på, hvordan vi kan forbedre de dele, som er forhandlet centralt.«

Hvad sker hvornår?

10. december: De helt konkrete krav udtages på et møde i BUPL's hovedbestyrelse.

15. december: Parterne udveksler ændringsforslag til de generelle aftaler.

18. december: Forhandlingerne kan gå i gang.

12. februar 2021: De generelle forhandlinger forventes afsluttet.

28. januar: Det første møde mellem KL og de enkelte organisationer skal være afholdt.

28. februar: Forhandlingerne mellem KL og de enkelte organisationer afsluttes.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.