Sådan løfter lange gåture trivslen
’Viktor kom hjem med ømme fødder og kæmpe optur over hele turen’, som en mor skrev. Han havde også lige gået 24 kilometer rundt om Furesøen nord for København, så de ømme fødder havde en årsag.
Viktor går på Kongevejens skole i Virum, og her i foråret var han sammen med alle de andre elever i 7. og 8. klasserne, over 100 i alt, på ’En skoledag på gåben.’
Turen var naturligvis også mobilfri, fortæller pædagog Ditte Rosenkrands fra Fritids- og Ungdomsklubben Vænget, der har arrangeret gådagen:
”Det er rigtig vigtigt for mig, at de ikke har mobiltelefonen med, fordi det er en forstyrrer. Mange af dem sagde: ’Men hvordan skal vi så høre musik?’ ’I skal ikke høre musik. Altså, I skal snakke sammen, eller I skal være stille’,” fortæller hun.
Udfordringer fremmer fællesskabet
Selv uden mobiler blev gådagen så stor en succes, at det dels er en tradition nu, dels har inspireret nogle af børnene i klubben til også at kræve en lang gåtur.
”Jeg har sat gådagen i værk, fordi jeg godt kunne tænke mig at udfordre de unge mennesker til at finde glæde på en anden måde, så de ikke putter sig med skærmen på værelset, når ting bliver svære,” siger Ditte Rosenkrands.
I klubben Vænget er der i forvejen tradition for at udfordre medlemmerne med oplevelser, der ligger lidt udenfor det normale. Blandt andet har klubben vinterbadning og spisning af surstrømning på programmet.
”Det giver en fællesskabsfølelse, når man gør noget specielt, og er sammen om det.”
Man får renset ud
Lange gåture er særligt velegnede til at skabe ro og trivsel, mener Ditte Rosenkrands.
”Det er ofte sådan, at når man har gået et stykke tid og måske har tænkt alt det, man var ked af, flytter tankerne sig over til noget andet. Og så har man ligesom fået renset ud. Sådan virker det i hvert fald for mig,” siger Ditte Rosenkrands, der er selverklæret vandretosse med blandt andet en 1.500 kilometers camino i benene.
Derfor gik hun til skolelederen på Kongevejens Skole og fik grønt lys til i første omgang et pilotprojekt, og da det faldt godt ud, kunne hun gentage succesen igen her i foråret.
Det skal være hårdt
Ideen var, at turen skulle være så lang, at det var hårdt, men samtidig skulle alle kunne gennemføre. Hvis man går i et roligt tempo, så kan man godt gå 24 kilometer på en skoledag, påpeger Ditte Rosenkrands.
”Det kan godt være, at man får en vabel. Det kan også godt være, at man synes, det er nederen. Men man kommer i mål. Og det gjorde de jo også. Nogle mere trætte end andre.”
Det var alligevel ikke så nederen at gå
I dagene op til den lange gåtur mødte Ditte Rosenkrands mange børn, der var pænt irriterede over udsigten til at skulle gå en hel dag.
”Men da børnene kom tilbage, måtte de indrømme, at det var ikke så nederen, som de først tænkte, det var. Da jeg tog imod dem på målstregen, sagde de ’det var bare så megafedt, og ’kommer det igen næste år?’,” fortæller hun.
Og det gør det. Nu er det en tradition, at eleverne i 7. og 8. klasse får en skoledag på gåben, fastslår hun, for når man har gjort noget mere end en gang, er det en tradition.
Klubbørnene ville også gå langt
Historien om den succesfulde gådag bredte sig til de yngre børn i fritidsklubben. Så de ville da også have en lang gåtur, sådan omkring de 40 kilometer, lød det første forslag. Det endte med en 17 kilometers gåtur til København fra Virum. Der var en gulerod ved målstregen, nemlig et løfte om burger. 12 børn fra 5. og 6. klasse meldte sig til turen, og alle gennemførte.
Her kunne Ditte Rosenkrands også se, at børnene fandt den samme ro som de lidt ældre skolebørn.
”Der var mange tidspunkter, hvor de egentlig bare går ved siden af hinanden og ikke snakker. De nød også virkelig meget, at de vidste, at vi to voksne, der var med, ikke bliver forstyrret overhovedet i det her tidsrum,” siger hun.