Politikerne aner ikke, hvad en SFO-plads koster: Men nu vil R og V også diskutere et loft på taksten

Familiernes økonomi letter, når børnene begynder i SFO, mener børne- og undervisningsministeren. Men fakta er, at det koster næsten det samme. R og V er klar til at drøfte et loft på forældrebetalingen – noget som SF og Enhedslisten længe har kæmpet for.

De skyhøje SFO-takster er måske endelig ved at få lidt opmærksomhed på Christiansborg. I kølvandet på en forespørgselsdebat om fritidspædagogik i Folketinget fredag den 16. april er såvel Venstre som Radikale klar til at få kigget på, om der skal være et loft på forældrebetalingen. Dermed nærmer de to partier sig SF og Enhedslisten, der længe har plæderet for et loft over forældrebetalingen.

Det manglende loft over forældrebetaling i SFO’erne har gennem en årrække ført til, at økonomisk pressede kommuner har hævet taksterne, når huller i budgetterne skulle udfyldes. I fritidshjem, som hører under Lov om dagtilbud, må forældrebetalingen højst udgøre 30 procent af driftsudgifterne.

Ministeren: SFO er en økonomisk lettelse

Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) sagde under forespørgselsdebatten, at regeringen ikke har planer om at kigge på forældrebetalingen:

”For de fleste familiers økonomi sker der det, at man har et barn i vuggestue, det er ved gud i himlen dyrt, til et barn i børnehave, det er også relativt pebret, til at de skal gå i fritidstilbud. Det er faktisk en økonomisk lettelse, når de starter i skole, fordi fritidstilbuddene er billigere end både vuggestuer og børnehaver. Så jeg anerkender ikke, at det er der, vi har det største problem, fordi der er fripladser, og fordi familiernes økonomi letter, når børnene starter i skole,” sagde ministeren fra Folketingets talerstol.

Intet svar fra ministeren

Børn&Unge har bedt om et interview med Pernille Rosenkrantz-Theil. Vi ville gerne have spurgt:

  • Hvad bygger ministeren det på?
  • Hvor stort er beløb skal der til, før der er tale om en lettelse?
  • Hvornår bliver en SFO-plads for dyr set med ministerens øjne?
  • Er det uproblematisk, at måske 10 timer i SFO koster det sammen som 30-40 timer i børnehave?
  • Vil ministeren overveje at indføre et loft, som der er på fritidshjemstakster?

Svaret fra Børne- og Ungeministeriets pressemedarbejder er kommet på mail: ’Ministeren har ikke yderligere at tilføje til sagen.’

178 kroners forskel

Det kan i mange kommuner være svært at få øje på en lettelse. Her er fakta – alle tal er fra 2020:

  • Gennemsnitstaksten for en børnehaveplads: 1.768 kroner.
  • Gennemsnitstaksten for en SFO-plads: 1.585 kroner.
  • Forskel: 178 kroner.
  • Antal kommuner, hvor SFO er dyrere end børnehave: 23
  • Antal kommuner, hvor SFO er op til 100 kroner billigere end børnehave: 17
  • Antal kommuner, hvor SFO er op til 200 kroner billigere end børnehave: 15

Kilde: Kommunale Nøgletal

Om ministeren kendte de fakta, da hun stod på talerstolen, vides ikke, da hun ikke vil stille op til interview. Men at det kniber lidt med viden om de faktiske forhold, viser en lille rundringning til tre ordførere på området:

Det er også helt vildt

Lotte Rod
Lotte Rod, børne- og undervisningsordfører, Radikale Venstre. Foto: Steen Brogaard

Lotte Rod, Radikale Venstre:

Hvad koster det at gå i SFO på landsplan?
”Det ved jeg ikke, jeg ved kun, hvad det koster at gå i vuggestue og børnehave, det er der, jeg er kommet til med mine børn. Jeg giver 5.200 kroner incl. søskenderabat.”
En SFO-plads koster i gennemsnit 1.585 kroner. Det er 178 kroner billigere end en børnehaveplads.
”Det er tæt på det samme. Det er også helt vildt, for forældrene går fra, at børnene er der hele dagen til at have en oplevelse af, at det er meget få timer, de betaler for.”
Vil du arbejde for at få taksten ned?
”Det er bestemt på min liste. Vi skal have nogle seriøse drøftelser med hinanden om, hvad vi prioriterer som det første, om det er forældrebetalingen, normeringen, ledelse eller lokaler. Radikale Venstre har indtil nu har haft den politik, at det var vigtigere at få flere pædagoger og mere kvalitet, end det var at kigge på forældrebetalingen. Men man betaler simpelthen for meget i forhold til, hvad man får for pengene. Det er bare for dyrt.”

De dårligste kommuner må oppe sig

Mai Mercado
Mai Mercado, grundskoleordfører, Konservative Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

Mai Mercado, Konservative Folkeparti:

Hvad koster det at gå i SFO på landsplan?
”Det ved jeg ikke. 3.000 kroner? Nej, det koster en vuggestue. Så er det nok det halve.”
Det er tæt på rigtigt. En SFO-plads koster i gennemsnit 1.585 kroner. Det er 178 kroner billigere end en børnehaveplads. Er det en lettelse i din optik?
”Det vil være synd at sige, det er jo næsten det samme.”
I over halvdelen af landets kommuner er der så næsten ikke nogen forskel på SFO- og børnehavetaksten.
”Jeg tror, der generelt er en opfattelse af, at en børnehave er dyrere end et SFO-tilbud, men det tyder på, at der er nogle kommuner, der har lavet nogle besparelser og hævet forældrebetalingen.”
Er det rimeligt at betale det samme for måske 10 timer i SFO, som man gør for 30-40 timer i børnehave?
”Helt overordnet vil de fleste nok svare nej. Men i rimelighedsdiskussionen kræver det også et indblik i den lokale prioritering i kommunen.”
Skal Christiansborg kigge på SFO-taksterne?
”Det er mere nuanceret end som så. Men hvis man går ind og tager politisk beslutning om, at taksterne skal være på en bestemt måde, så hænger man også på regningen. Jeg ved ikke, om staten skal samle hele den regning op, som rettelig burde være kommunernes. Vi er inde og pille ved noget kommunalt selvstyre. De bedste løsninger findes ofte lokalt. Det er også her, de dårligste findes. Men så må de dårlige oppe sig og komme ind i kampen.”

1.000 kroner lyder fornuftigt

Sten Knuth
Stén Knuth, næstformand i børne- og undervisningsudvalget, Venstre. Foto: Steen Brogaard

Stén Knuth, Venstre:

Ved du, hvad det koster for en SFO-plads i gennemsnit?
”Nej.”
En SFO-plads koster i gennemsnit 1.585 kroner. Det er 178 kroner billigere end en børnehaveplads. Er det en besparelse, synes du?
”Nej.”
I over halvdelen af landets kommuner er der ikke stor forskel på taksten i børnehave og SFO. Er det rimeligt at betale så meget for SFO?
”Nej, og det er noget af det, vi skal have kigget på. Det er jeg med på, at vi skal have drøftet.”
Vil Venstre være med til at finde penge til at sætte taksten ned?
”Så langt er vi ikke i vores forhandlinger, så det får du mig ikke til at sige noget om. Men vi er ikke låst fast på noget. Det kunne jeg høre i Folketingssalen, der blev kvitteret for. Jakob Mark fra SF roste jo Venstre, og det er dejligt.”
Hvad er en rimeligt at betale for en SFO-plads?
”For mig lyder omkring 1.000 kroner meget fornuftigt.”

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.