PBU tæver konkurrenterne på afkast: Så meget betyder det for dig, at din pensionskasse er i top

Pensionskassen for Børne- Og Ungdomspædagoger (PBU) har sikret deres medlemmer et tårnhøjt afkast, viser ny opgørelse. Det giver dig flere penge mellem hænderne, når du går på pension.

Selv om PBU er en lille pensionskasse, har den formået at slå andre pensionskasser med et tårnhøjt afkast, viser en ny undersøgelse fra analysebureauet Morningstar.

Hvis din pensionskasse har et højt afkast, giver det dig flere penge mellem hænderne, når du engang går på pension. Blot få procentpoints forskel i afkast kan gøre en betragtelig forskel for dig som pædagog, lyder det fra Sune Schackenfeldt, administrerende direktør i PBU.

»På tre år har en gennemsnitlig pædagog fået 24 procent mere ind på sin opsparing. Det er branchens bedste afkast. Det er rigtigt, rigtigt vigtigt, at pædagogerne kan få mere i afkast ved at være hos os,« siger han.

Det høje afkast gavner medlemmerne, og derfor er det resultater, som man er stolte af hos PBU.

»Vi er selvfølgelig glade for, at det er de hårdtarbejdende pædagoger i BUPL, som har fået det højeste afkast. Det er bare så vigtigt, at de får det på både lang og kort sigt,« siger han.

LÆS MERE HER: I august sidste år kunne tal fra analysebureauet Morningstar vise, at pædagogerne har en af landes bedste pensionskasser.

Lille pensionskasse er en fordel

Det er en stor sejr for PBU at kunne slå væsentligt større konkurrenter på afkastet, da PBU er en relativt lille pensionskasse med blot syv ansatte i investeringsafdelingen.

Der er flere fordele ved at være en lille og adræt pensionskasse, forklarer Sune Schackenfeldt.

»En af de ting, vi gør godt er, at vi arbejder sammen med nogle af verdens bedste kapitalforvaltere. Fordi vi er uafhængig og medlemsejet, kan vi frit vælge samarbejdspartnere, som gør det godt. Vi kan samarbejde med stort set hvem som helst. Det betyder, at vi kan levere en unik måde at arbejde på til gavn for vores pædagoger. Derudover skal vi kun fokusere på pædagogernes pension, fordi vi ikke ikke hele tiden er i kommerciel konkurrence om at skaffe kunder. Vi har ikke mange forskellige kundegrupper, så vi kan have meget fokus på afkast og værdiskabelse for vores pædagoger. Netop fordi vi er små og 'lette på fødderne', kan vi  også lynhurtigt implementere vores beslutninger,« siger han.

Desuden forsøger PBU at sikre afkastet på måder, der er socialt ansvarlige.

»En ting er, at vi har skaffet det højeste afkast og har slået alle de store pensionskasser, men vi har sikret det på en måde, som pædagoger rigtig godt kan lide. Vi fokuserer på det socialt bæredygtige område, og vi har været den første pensionskasse til at løfte en agenda om ansvarlig skat hos multinationale virksomheder. Vi leverer både en høj økonomisk værdi, men også en høj samfundsværdi,« siger han.

Sidste år blev PBU kåret som årets bedste pensionskasse af FinansWatch, og det ser ud til, at PBU følger godt op på det i starten af 2019.

Her scorer pædagogerne højt

Der er lavet analyse hos Morningstar for afkastet, der gælder for februar måned i år. Den viser, at PBU er:

  • Nummer 1 af 12: for februar
  • Nummer 1 af 12: år til dato
  • Nummer 1 af 12: på 1 års sigt
  • Nummer 1 af 12: på 3 års sigt

Kilde: https://www.pbu.dk/om-os/aktuelt/#/news/afkast-pbu-ligger-nr-1-paa-alle-parametre-362191 og analysen fra Morningstar.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.