Ny undersøgelse slår fast: Ledere har ikke tid til at lede

Omkring halvdelen af lederne har svært ved at få tid til at udføre grundlæggende ledelsesfunktioner som pædagogisk udvikling og faglig ledelse, viser BUPL’s nye vilkårsundersøgelse.

Vi har sjældent tid til faglig ledelse, pædagogisk udvikling og tværfagligt samarbejde. Sådan svarer omkring halvdelen af lederne i BUPL's nye vilkårsundersøgelse.

Det er et problem, for netop de elementer er med til at skabe god ledelse, siger Eva Munck Immertreu, formand for Lederforeningen i BUPL.

”Faglig ledelse tæt på kræver, at lederen indimellem kan være ude blandt børnene og pædagogerne. Men der er sket et skred, hvor lederne bliver pålagt at bruge tid på opgaver, som ikke har meget med faglig ledelse at gøre. Det går ud over ledelsen, for man kan ikke bedrive faglig ledelse, mens man sidder og betaler regninger,” siger hun.

Opgaver er flyttet

Der er flere grunde til ledernes travlhed. Der kommer jævnligt nye opgaver til fra centralt hold i de enkelte kommuner. Opgaverne kan hver især være udmærkede, men de tager tid, forklarer Eva Munck Immertreu.

Samtidig har flere kommuner flyttet opgaver, som forvaltningerne tidligere tog sig af, ud til de decentrale ledere.

”En del af opgaverne er blevet flyttet i forbindelse med sparerunder, hvor man ikke har villet spare i institutionerne, men i stedet har sparet i forvaltningerne. Det er på mange måder en god tanke, men det betyder, at nogle ledere bruger meget tid på opgaver, de ikke er uddannet til, og som en HK'er i mange tilfælde bedre kunne løse,” siger Eva Munck Immertreu.

Rammer lederne selv

Lederformanden peger på, at den manglende tid til at udføre vigtige opgaver rammer ledernes eget arbejdsmiljø.

”Det er et emne, som vi igen og igen tager op, når vi i Lederforeningen i BUPL mødes med vores samarbejdspartnere i Kommunernes Landsforening (KL) og i Børne- og Undervisningsministeriet. Men der er alt for lidt fokus på ledernes arbejdsmiljø på nationalt plan og i mange kommuner,” siger hun.

Det viser vilkårsundersøgelsen

Så ofte har ledere tid til pædagogisk udvikling (0-5 årsområdet)
Altid: 3 procent
Ofte: 35 procent
Sjældent: 61 procent
Aldrig: 2 procent
Ved ikke: 1 procent

Så ofte har ledere tid til faglig ledelse (0-5 årsområdet)
Altid: 4 %
Ofte: 41 %
Sjælden: 54 %
Aldrig: 3 %
Ved ikke: 1 %

Så ofte har ledere tid til tværfagligt samarbejde (0-5 årsområdet)
Altid: 5 %
Ofte: 44 %
Sjældent: 49 %
Aldrig: 2 %
Ved ikke: 1 %

Så ofte har ledere tid til pædagogisk udvikling (SFO/klub)
Altid: 5 %
Ofte: 45 %
Sjældent: 50 %
Aldrig 1 %
Ved ikke 2 %

Så ofte har ledere tid til faglig ledelse (SFO/klub)
Altid: 5 %
Ofte: 58 %
Sjældent: 37 %
Aldrig: 2 %
Ved ikke: 1 %

Så ofte har ledere tid til tværfagligt samarbejde (SFO/klub)
Altid: 6 %
Ofte: 47 %
Sjældent: 46 %
Aldrig: 2 %
Ved ikke: 1 %

Kilde: BUPL's vilkårsundersøgelse blandt medlemmer af BUPL’s Lederforening, 2021
Note: I nogle tilfælde giver procenttallene ikke 100. Det skyldes afrundinger.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.