Nu flere end 500.000 afspilninger: Hør årets mest lyttede podcasts

Børn&Unge Podcast har nu rundet en halv million lytninger. Se, hvilke episoder I lyttede til i 2025.
Kvinde i blå sweater lytter til podcast
Se, hvilke podcasts I har lyttet mest til i løbet af 2025.

Børn&Unge Podcast har rundet et skarpt hjørne. BUPL's podcast om pædagogik er nemlig blevet downloadet flere end 500.000 gange, siden første episode udkom for 8 år siden i 2017.

Også i 2025 lyttede mange til Børn&Unge Podcast, og der var nogle klare favoritter blandt lytterne. Det viser en liste over de 10 mest lyttede episoder i 2025.

Listen rummer flere nye udgivelser, men der er også ældre episoder at finde blandt de mest populære pædagogiske podcasts. Så hvad enten du er rutineret podcastlytter eller leder efter en god måde at komme i gang med at høre podcasts, er der inspiration til julens lytteoplevelser i denne liste.

10

LEDELSE PÅ SPIL: Hvordan leder du forskellige generationer?

Hvordan løser man opgaven med at lede forskellige generationer? Det er spørgsmålet i dette dilemmafyldte spørgespil, hvor en pædagogfaglig leder føres igennem en fiktiv fortælling med virkelighedsnære ledelsesudfordringer.

Og denne gang kommer eksperten ikke fra forskningens verden, men bringer frisk viden og aktuelle overvejelser fra de nyeste generationer af pædagoger.

9

KLOG PÅ PÆDAGOGIK: Er en fritid uden præstationskrav vejen væk fra mistrivsel?

Folkeskolen bør lade sig inspirere af den måde, som pædagoger i klubber og SFO'er agerer på over for børn og unge. For ifølge en gruppe forskere er vejen væk fra mistrivsel at skrue ned for måling og resultatorientering - og op for den præstationsfrigørende pædagogik.

Hør mere om forskningen fra Lea Ringskou, VIA University College, og kom med pædagog Rasmus Højmark Nielsen på arbejde for en præstationsfrigørende pædagogik i Klub Vest i Viborg.

8

DILEMMA: Lader vi os styre af hverdagens rytme?

Hvad er vigtigst – børnenes eget initiativ eller hensynet til de andre børn? Tager vi initiativet fra børn, hvis vi sætter for stramme rammer omkring dem? Eller bliver de en samling små egoister, hvis de ikke i tide lærer, at der er andre behov i verden end deres? Og har pædagoger et ansvar for at lære dem det?

Det er nogle af de spørgsmål, deltagerne diskuterer i denne episode af Dilemma - om etikken i pædagogikken.

7

KLOG PÅ PÆDAGOGIK: Hvorfor eksploderer antallet af diagnoser til børn og unge?

På 10 år er antallet af diagnoser som autisme eller ADHD til børn og unge steget til omkring det dobbelte, og i dag får 15 ud af 100 børn og unge en psykiatrisk diagnose, inden de fylder 18 år.

Den voldsomme stigning har flere årsager og forklaringer. Men sandheden er, at ingen præcis ved, hvorfor vi ser sådan en eksplosion i antallet af diagnoser.

Det vurderer forsker Alexandra Brandt Ryborg Jönsson. Men hvis diagnoser ikke er vejen frem - hvordan hjælper vi så børn og unge med psykiske problemer og mistrivsel?

Det er spørgsmålet i denne episode, hvor journalist Marie Bille besøger forskeren til en snak om overdiagnostik, diagnosers betydning for samfundet og pædagogers betydning for børn og unges mentale sundhed.

6

KLOG PÅ PÆDAGOGIK: Hvad er der sket med børns leg?

Børn i dag har brug for mere støtte til deres leg. Førhen lærte børn legen fra større børn i gården og på gaden. I dag er den rolle i høj grad pædagogers. Forældre gør, hvad de kan for at styrke legekulturen, men den vigtige leg risikerer at skrumpe.

Det store slag om legen skal nu stå i institutioner og skoler, mener legeforsker Ditte Winther-Lindqvist. Hør, hvad det betyder for pædagoger i dette interview.

5

KLOG PÅ PÆDAGOGIK: Holder konceptet?

Pædagogiske metoder, koncepter og systemer er det seneste årti skyllet ind over daginstitutionerne. De kommer med løfter om øget kvalitet og evidensbaserede effekter. Men holder koncepterne, hvad de lover?

Det sætter forskere spørgsmålstegn ved. For hvad sker der, når manualerne møder virkeligheden? Og hvilken betydning får det i praksis for børn og pædagoger i institutionerne?

4

KLOG PÅ PÆDAGOGIK: Frikvarteret er et afgørende rum for pædagogikken

Hvis man skal sætte ind mod skolefravær og mistrivsel, så bør man kigge på fællesskabet – og ikke mindst på de børn, som føler sig udenfor eller på kanten af fællesskabet. De sociale dynamikker og følelsen af at høre til er nemlig centrale elementer for at undgå alvorlig mistrivsel og potentielt langvarigt skolefravær.

Børn, som har vanskelige skoleliv, har i særlig grad brug for de voksnes hjælp til at blive synlige og positivt bemærket af de andre børn og blive forbundet til dem. Pædagoger i folkeskolen bør derfor spille en aktiv rolle i frikvarterne, da det oftest er der, man ser børns mistrivsel.

Det mener forsker Christina Holm Poulsen. Hør, hvorfor frikvarterer er et oplagt sted til pædagogik i dette interview.

3

LEDELSE PÅ SPIL: Hvor går grænsen for forældresamarbejde?

Som pædagogfaglig leder møder du en række krav og forventninger fra forældre, der bekymrer og interesserer sig for deres børns hverdag i daginstitution, skole og fritidstilbud. Du har svært ved altid at leve op til dem alle.

Så hvordan sætter du grænser, samtidig med at du styrker det gode samarbejde med forældrene? Det er emnet i denne udgave af 'Ledelse på spil', hvor en pædagogfaglig leder bliver ført igennem et dilemmafyldt spørgespil.

Undervejs udvikler historien sig dramatisk, så du flere gange må spørge dig selv: Hvad ville jeg selv have gjort?

2

KLOG PÅ PÆDAGOGIK: Mange børn og unge mistrives. Eller gør de?

Alt for mange unge mistrives, og Trivselskommissionen har fremlagt anbefalinger, der skal understøtte børn og unges trivsel og livsmod. Men står det virkelig så grelt til? En ny bog sætter spørgsmålstegn ved trivselskrisen, og om børn og unge i virkeligheden mistrives i så høj grad, som vi har gået og troet.

Lyt til debatten mellem en af forskerne bag bogen og en af de forskere, som advarer mod at falde i den anden grøft og negligere et stigende problem.

1

KLOG PÅ PÆDAGOGIK: Pædagoger sætter ord på omsorg

Omsorg er en pædagogisk kerneværdi. Men hvordan definerer du den?

Et hold forskere fra Roskilde Universitet og pædagoger fra fem forskellige institutioner har sammen forsøgt at indkredse begrebet 'omsorg'.

Hør barndomsforsker Kim Rasmussen fortælle om forskningen og resultatet, og tag med til vuggestuen Den Gule Prik, hvor pædagog Matilde Fabricius og leder Gry Hybschmann Larsen deler ud af deres erfaringer med og tanker om professionel omsorg.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.