Et år efter første smittede pædagog: Nu vælter det ind med corona-sager

Næsten 400 pædagoger har nu anmeldt smitte med COVID-19 på jobbet som en arbejdsskade. Godt, at smitten bliver anmeldt, men de mange sager viser, at der er behov for et effektivt testsystem for pædagoger i arbejdstiden, understreger BUPL.

Kort efter vinterferien 2020 blev de første danske pædagoger smittet med COVID-19. To måneder senere understregede beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), at smitte med coronavirus på jobbet kunne anerkendes som en arbejdsskade.

Kun 21 pædagoger henvendte sig i løbet af 2020 til BUPL for at få hjælp til at anmelde coronasmitte til arbejdsskademyndighederne. Men siden nytår er det antal næsten 20-doblet. Således har 374 pædagoger nu anmeldt smitte med COVID-19 på jobbet som en arbejdsskade.

Corona-mutanter giver udsigt til flere sager

Fristen for at anmelde coronasmitte er op til et år. Dermed er fristen ved at udløbe for de pædagoger, der efter vinterferien 2020 var blandt de allerførste danskere, som blev smittet med COVID-19.

BUPL forventer dog, at antallet af arbejdsskadesager vil fortsætte med at stige i de kommende måneder.

”Heldigvis ser vi, at de generelle smittetal begynder at falde lidt. Men der er stadig eksempler på udbrud og nedlukninger af både skoler og daginstitutioner som følge af blandt andet den nye B1.1.7-mutation. Derfor fortsætter vi vores indsats for at sikre, at de ramte pædagoger får anmeldt smitten,” siger Lars Søgaard Jensen, medlem af BUPL’s forretningsudvalg med ansvar for blandt andet pædagogers arbejdsmiljø.

Smittetal slår fast: Pædagoger har været hårdt ramt

De nyeste tal fra Statens Serum Institut viser, at over 6600 ansatte i pædagogiske institutioner som daginstitutioner, SFO’er og klubber, har været smittet med coronavirus. Samlet set har ansatte på pædagogiske arbejdspladser været næsten dobbelt så hårdt ramt af COVID-19 som landsgennemsnittet.

På den baggrund er det kun godt, at pædagogerne kontakter BUPL, hvis de mener, at de er blevet smittet på jobbet, understreger Lars Søgaard Jensen.

”Vi opfordrer kraftigt til, at det skal anmeldes, så snart man har mistanke om, at smitte med COVID-19 er sket på arbejdspladsen,” siger han og peger blandt andet på, at mange coronasmittede får senfølger:

”Det kan være svært at vide, hvornår senfølgerne kommer, og hvor slemme de er. Får man så langvarige mén, at det ender i en erstatningssag, så står man bedre, hvis man har sørget for at anmelde smitten,” siger Lars Søgaard Jensen.

Pædagogarbejde i coronatid kræver effektivt test-system

Lars Søgaard Jensen understreger, at det er så godt som umuligt for pædagoger at leve op til Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger om eksempelvis afstand.

”Vi kan ikke arbejde som pædagoger, hvis vi ikke kan have tæt kontakt og trøste børn. Derfor er det ikke overraskende, at pædagoger bliver ramt, når der kommer smitte i en daginstitution. Og netop derfor siger vil til regeringen og kommunerne, at når vi pædagoger løfter svære opgaver med risiko for smitte, så skal der tages hånd om os,” siger han og henviser til myndighedernes anbefaling om at blive coronatestet to gange om ugen:

”Det må være et helt grundlæggende krav til regeringen og kommunerne, at pædagogerne har adgang til test i deres arbejdstid to gange om ugen,” påpeger Lars Søgaard.

Coronasmittet på jobbet? Sådan gør du

Arbejdsskademyndighederne har oplyst, at man ikke behøver at påvise en konkret smittekilde, men man skal sandsynliggøre, at smitten er sket på arbejdet. I en vejledning fra myndighederne står der, at man eksempelvis vil se på, om smitterisikoen på arbejdet vurderes at være højere end risikoen i fritiden.

Hvis en pædagog i sin fritid har haft begrænset kontakt med andre ud over familie og få venner ad gangen, vil det tale for en anerkendelse af, at smitte er sket på arbejdet og dermed er en arbejdsskade.

Hvis du har mistanke om, at du er blevet smittet gennem dit arbejde, skal du kontakte BUPL’s arbejdsskadeteam.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.