Drømmer du om at spille guitar eller lede et rollespil? Ny pulje giver pædagoger flere muligheder

En særlig pulje til praksisnær uddannelse giver pædagoger nye muligheder for at styrke deres kompetencer indenfor eksempelvis musik og udeliv.
Pædagog spiller guitar for barn
Ny pulje til praksisnær uddannelse giver pædagoger mulighed for at styrke kreative og andre kompetencer.

Savner du at kunne gribe guitaren og spille, når I synger med børnene? Mangler du værktøjer til at inddrage naturen i dit pædagogiske arbejde? Vil du gerne kunne samle de unge om bordet til rollespil og figurmaling? Eller noget helt fjerde?

Nu er der nye muligheder for, at du som pædagog kan søge støtte til uddannelse, der styrker dine praksisnære kompetencer i det pædagogiske arbejde.

Den Kommunale Kompetencefond støtter uddannelse, der giver medarbejderne et øget kompetenceniveau og udviklingsmuligheder på arbejdsmarkedet. Fonden er blevet til gennem en aftale med KL, BUPL og andre organisationer, og som en del af aftalen har pædagoger mulighed for at søge en særlig pulje til praksisnær kompetenceudvikling.

Læs mere om dine muligheder for at søge støtte til uddannelse herunder.

 

Hvilke uddannelser kan jeg søge støtte til?

Gruppe af unge studerende er glade

Den særlige pulje til praksisnær kompetenceudvikling støtter uddannelsesforløb, der styrker pædagogers praksisnære kompetencer i det pædagogiske arbejde. Der er ingen krav til, at uddannelserne giver ECTS-point.

I BUPL’s særlige pulje til praksisnær kompetenceudvikling kan du for eksempel søge støtte til forløb inden for følgende temaer: 

  • Friluftsliv og fritidspædagogik
  • Musiske og kreative kompetencer
  • Børnesyn og inddragelse af børneperspektiv
  • Pædagogisk IT og digitale læringsmiljøer
  • Inkluderende pædagogiske miljøer for børn i udsatte positioner

 

Hvor meget kan jeg få i støtte til min uddannelse?

Penge

Fonden kan udbetale op til 30.000 kr. inden for en periode på 12 måneder og op til 50.000 kr., hvis der søges støtte til en masteruddannelse. Du kan søge for et år ad gangen. Arbejdsgiver skal finansiere 20 procent af uddannelsen, og kompetencefonden dækker de resterende 80 procent.

 

Hvordan søger jeg støtte til min uddannelse?

Skriver på bærbar computer

Du kan søge via ansøgningsskemaet på kompetencefondens hjemmeside

Ansøgningen skal underskrives af dig, din leder og din tillidsrepræsentant eller lokale BUPL-fagforening. Derfor er det vigtigt, at du taler med din leder og din TR først for at afklare, hvilken uddannelse der er relevant for dig, og hvornår du kan komme afsted. I skal sammen lave en skriftlig udviklingsplan, som kan bruges til at afstemme forventningerne til, hvor lang tid du skal forberede dig på undervisningen, og hvordan du kan bruge uddannelsen i dit arbejde.

Ansøgningen skal sendes, inden uddannelsen starter. Det er KL og BUPL, der behandler din ansøgning, og du får normalt svar inden for 14 dage.

Læs mere om den særlige pulje og andre muligheder for støtte til uddannelse

 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.