"Børn skal mærke det der sus i maven"

Hvad nu hvis et barn kommer alvorligt til skade, mens jeg har ansvaret? Den tanke kender pædagog og leder Marlene Kabel Tarpgaard alt til. 

Men for tiden mærker hun også den modsatte bekymring trænge sig på. For hvad sker der med børn, hvis pædagoger og forældre bliver så optagede af at forhindre ulykker, at børnene ikke får lov til at prøve kræfter med det, der er svært?

“Jeg er bekymret for, at de ikke bliver tilpas udfordret, hvis vi pakker dem så meget ind. Hvis ikke de mærker det der med lige at miste fodfæstet, så ved de jo ikke, at man faktisk kan miste fodfæstet. Og hvordan man genvinder det,” siger hun.

Risikofyldt leg er en gave for børn

Dilemmaet mellem sikkerhed og udfordringer er blevet meget konkret i den aarhusianske institution Børnely, hvor Marlene Kabel Tarpgaard har arbejdet i 26 år som pædagog og nu er pædagogisk leder.

Et kommunalt tilsyn vurderede tidligere på året, at en skråning på legepladsen er farlig på grund af løst underlag med risiko for fald og alvorlige ulykker. Børnely fik et strakspåbud. 

Pædagogerne har siden zoneopdelt legepladsen, så der altid er personale ved skråningen til at guide børnene, og påbuddet er ophævet. 

For Marlene Kabel Tarpgaard handler det ikke om at afvise risikoen, men om at holde fast i, hvad børnene får ud af at møde den.

“Vi skal ikke bare sige, at skråningen ikke er risikofyldt. For det ved vi, at den er. Men vi skal fortsætte med at se den som et sted, der er fedt. Se den som en gave for vores børn,” siger hun.

Men hvordan beskytter man som pædagog barnet mod risiko uden samtidig at stå i vejen for dets udvikling?

Kend barnet og vid, hvad det kan

På skråningen løber nogle børn op og ned. Andre kravler, glider eller bevæger sig forsigtigt mellem træer, buske og løs jord. Eller gemmer sig for pædagogernes blikke i buskadset. Skråningen indbyder til fantasileg og motoriske udfordringer, fortæller Marlene Kabel Tarpgaard.

For hende hviler vurderingen af risiko ikke på faste regler, men på kendskab til barnet.

“Min dømmekraft går rigtig meget på at vide: Hvad er det for nogle børn, jeg har med at gøre? Hvad kan lige præcis de her børn?” siger hun.

Et treårigt barn, der er usikkert motorisk, kalder på noget andet end den femårige, der har leget på skråningen i flere år.

Nogle børn har brug for at få vist vejen ned på maven, andre kan selv afstemme fart og få fodfæste, selv i løb.

Mærk stedet på din egen krop

Pædagogen skal også kende stedet, mener Marlene Kabel Tarpgaard. Når man som pædagog selv går og kravler med børnene på skråningen, mærker man, hvor jorden er løs, hvor det er glat, og hvordan underlaget ændrer sig med vejret.

“Hvis man bare går rundt oppe på fliserne og er sådan en, jeg kalder en gårdvagtspædagog, så mærker man det jo ikke selv. Og så kan man heller ikke guide børnene,” mener hun.

Det kropslige kendskab er en vigtig del af dømmekraften. Men den udvikles også gennem refleksion med kollegerne, igen og igen.

God dømmekraft kræver fælles faglig refleksion

Selv efter 26 år i Børnely ser Marlene Kabel Tarpgaard ikke sin egen vurdering som facit. Nogle kolleger kender bestemte børn bedre og har derfor en bedre fornemmelse af, hvad de kan.

“Den dømmekraft, vi har på rygraden, kommer sig jo også af de pædagogiske snakke, vi har med hinanden. Jeg får jo også flyttet grænser,” siger hun.

Hvis en kollega tillader noget, hun selv ville have stoppet, spørger hun: Hvorfor synes du, det er okay? Hvad er risikoen egentlig? Nye medhjælpere og vikarer opfordrer hun tilsvarende til at spørge de erfarne.

Guider uden at plante frygt i børnene

Pædagogerne guider børnene uden at gøre legepladsen til et farligt sted i deres øjne. Derfor sørger de for at undgå 'pas på' eller 'løb ikke så stærkt, for så falder I.' Det kan plante en ubegrundet frygt i børnene, mener Marlene Kabel Tarpgaard.

I stedet kan pædagogen sige: 'Mærk lige, her er der meget løs jord. Hvis I vil løbe, er det måske bedre, at I løber herovre,' foreslår hun.

Trygge rammer til at mærke 'suset i maven'

Opgaven er ikke at fjerne risikoen, men at hjælpe børnene med selv at få øje på den og tage højde for den. De erfaringer er vigtige, og dem skal børnene helst gøre sig med pædagogerne tæt på, mener Marlene Kabel Tarpgaard.

“Jeg har lyst til at give dem små udfordringer, passende udfordringer, for børn skal også lære at mærke det der sus i maven, som fortæller dem, at her skal jeg lige holde lidt igen. Det skal ske herinde, hvor vi kan hjælpe dem, og hvor det er trygt at være,” siger hun.