10 ordløse billedbøger: Især til børn, der ikke taler eller forstår dansk
Koldingbibliotekerne har udarbejdet en liste over ordløse bøger, som kan bruges i det pædagogiske arbejde med de flygtningebørn, som man ikke deler sprog med. I disse måneder handler det primært om ukrainske børn og unge, men der kommer løbende flygtninge fra hele verden. Listen er inspiration til pædagogisk arbejde med alle børn.
1. Rejsen
En ensom pige tager på en ordløs rejse væk fra en fantasiforladt verden. Hendes eneste følgesvend er en rød farveblyant, som åbner døren til en magisk parallelverden.
Af Aaron Becker, ABC Forlag, udgivet 2015, 48 sider.
2. Øen
En far, hans datter og deres hund lider skibbrud og bliver skyllet i land på en lille ø. Øen beskytter dem mod farer og leder dem gennem fantastiske verdener, lige indtil den dag, hvor de tre bliver reddet, og det viser sig, at øens indsats ikke er gået ubemærket hen.
Af Mark Janssen. Turbine forlag, udgivet 2018, 32 sider.
3. Lommelygten
Et barn ligger i et telt og læser ved lyset fra en lommelygte. I lysets skær finder barnet sine støvler og begiver sig ud i mørket, hvor lyskeglen afslører livet i skoven. Da barnet snubler i mørket og taber lommelygten, finder skovens dyr lygten og er lige så nysgerrigt undersøgende som barnet.
Af Lizi Boyd, Lamberth forlag, udgivet 2015, 36 sider.
4. På besøg hos folk og fæ i Mamoko
I fantasibyen Mamoko bor der sjove og rare væsener, som ligner forskellige dyr. I bogen lærer man byens indbyggere at kende – hvem leder Detektiv Dennis efter? Og hvorfor har Philip Giraf så travlt?
Af Aleksandra Mizielinscy og Daniel Mizielinscy, Turbine forlag, udgivet 2012, 16 sider.
5. Vintervrimmel
Det myldrer med mennesker og aktivitet på de syv opslag med vinterlandskaber fra by og land. Mange forskellige situationer udspiller sig med en masse at kigge på og snakke om – lige fra skiløb og skovarbejde til juletræssalg og julemarked. På hvert opslag gemmer sig tre katte, som man kan lede efter.
Af Guido Wandrey, Lamberth forlag, udgivet 2014, 16 sider.
6. Fortællingen om den leende banan og den ensomme gorilla
En farvestrålende fortælling om venskab. Store gorilla skræmmer alle i skoven, men en dag finder den en ven: En banan. Det fantastiske venskab gør gorilla glad.
Af Hassan Mousavi, Jensen&Dalgård forlag, udgivet 2014, 28 sider.
7. Hvad laver Pippi
Pegebog for de mindste. Pippi Langstrømpe finder altid på en masse sjove og skøre ting. Følg med hende, Annika, Tommy, Hr. Nilsson og hesten, når de er på skovtur, i legetøjsbutik og på kælkebakken.
Af Astrid Lindgren og Ingrid Vang Nyman, Gyldendals forlag, udgivet 2015, 16 sider.
8. En dag
En giraf og en lille, plettet hund flyver i deres røde flyvemaskine forbi drager og gennem uvejr hen til regnbuen over deres hjem, hvor de bager kager og vasker op sammen. Bogens tema er glæden ved bare at leve.
Af Hanne Bartholin, Alma forlag, udgivet 2001, 32 sider.
9. Hr. Alting
I et detaljeret billedforløb følger vi Hr. Alting på en spændende og sjov rejse gennem eventyrlige og drømmeagtige landskaber.
Af Bente Olesen Nyström, Gyldendals forlag, udgivet 2006, 32 sider.
10. Livline
En fantasifuld og legende billedbog, hvor bogens bogmærkebånd matcher farven på ”livlinen” – den røde tråd – og går igen med forskellige formål i hver af de små billedfortællinger som blandt andet hundesnor, fiskeline, orm, tørresnor og garnnøgle. Filosofisk billedbog om livets røde tråd.
Af Henrike Wilson og Iris Wolfermann, Larmberth forlag, udgivet 2020, 48 sider.
Læs mere om de ordløse billedbøger hos Koldingbibliotekerne.