Pædagogik er meget mere end et håndværk

Ingen skal være i tvivl om, at vi som pædagoger brænder for at gøre en forskel for de børn og unge, som vi har ansvaret for. Men fundamentet for vores arbejde er ikke alene vores engagement. Fundamentet er en høj fagprofessionalisme, skriver BUPL-formand Elisa Rimpler i denne leder.

Danmark kan mere, og vi skal være dygtigere. Sådan lyder regeringens motto, og det er jeg helt enig i.

Beslutter vi at bygge en bro, har vi brug for dygtige ingeniører og specialiserede håndværkere. For at helbrede og hjælpe de syge har vi brug for veluddannede og dygtige læger og sygeplejersker. Det ved vi alle.

Derfor giver det også sig selv, at skal Danmark være verdens bedste land at være barn i, så kræver det daginstitutioner, fritidsinstitutioner og skoler af høj kvalitet. Hvor børnene er omgivet af fagprofessionelle, der har uddannelse, viden og indsigt i det pædagogiske felt og ved, hvad der skal til for at skabe de bedste betingelser for børns udvikling, dannelse og trivsel.

Ingen skal være i tvivl om, at vi som pædagoger brænder for at gøre en forskel for de børn og unge, som vi har ansvaret for. Men fundamentet for vores arbejde er ikke alene vores engagement. Fundamentet er en høj fagprofessionalisme, som er baseret på en uddannelse. Den ekspertise og faglighed vil vi anerkendes for.

Det er sikkert velment, når fremtrædende politikere kalder vores arbejde for et vigtigt håndværk. Men det er mere end et håndværk. Det er en profession, der både kræver dyb teoretisk viden om pædagogik og børns udvikling, et stærkt håndelag i de praktiske og kreative aktiviteter med børnene, en veludviklet pædagogisk intuition og et etisk kompas, når dilemmafyldte valg skal træffes i nuet.

Derfor er det himmelråbende dumt at gå på kompromis med ambitionen om, at selv de mindste børn i vuggestuer og børnehaver har krav på at blive mødt af veluddannede pædagoger. Vi skal ikke bare slå os til tåls med flere voksne i vores daginstitutioner, ligesom vi jo heller ikke taler om flere voksne på sygehusene, flere voksne i folkeskolen eller flere voksne i ministerierne og på advokatkontorerne.

Danmark kan mere, især når det gælder børnene. Ambitionen må være, at alle børn naturligvis skal mødes med den højeste faglighed, uanset hvor i landet de bor.

Og der er ingen smutveje.

Det starter og slutter med flere veluddannede pædagoger.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.