Stormøde skyder OK24 i gang

Forude venter svære beslutninger og hårde kampe, som kommer til at kræve noget af os allesammen. Summen af vores engagement og styrken af vores fællesskab bliver afgørende, skriver BUPL-formand Elisa Rimpler i lederen, Børn&Unge nr. 2, 2023.

For lidt over tre år siden cementerede BUPL´s kongres den strategi, vi i dag forfølger i opgøret med vores lønefterslæb: Christiansborg skal tage et medansvar for pædagogernes dokumenterede lønefterslæb og afsætte en ekstra lønpulje, der kan forhandles om i en trepart. 

Fagpolitiske kampe tager tid, men vi er nået et godt stykke.

Lønstrukturkomiteen, som skal afdække lønforskelle i den offentlige sektor, er på vej med resultaterne af sit arbejde. Og de milliarder, som statsminister Mette Frederiksen (S) lovede under valgkampen til at løfte lønnen for udvalgte grupper af offentligt ansatte, er stadig en del af regeringsgrundlaget. 

Intet er givet, men vi skal arbejde hårdt for, at det bliver begyndelsen på enden. Forude venter svære beslutninger og hårde kampe, som kommer til at kræve noget af os allesammen. Summen af vores engagement og styrken af vores fællesskab bliver afgørende. 

I denne udgave af Børn&Unge kan du læse om to pædagoger som på hver sin måde har engageret sig i vores fælles kamp. Og som dermed er stærke stemmer i det fælles kor, der skal råbe Christiansborg og hele landet op, når overenskomstforhandlingerne inden længe går i gang.  

Alle kan ikke løfte med samme styrke. Det vigtige er, at vi alle stemmer i og bidrager med det, vi hver især kan. Medlemmerne er BUPL, og vi skal stå sammen, hvis vi vil have forandringer.  

29. marts samler vi tillidsvalgte fra hele landet til stormøde i København. For at se hinanden i øjnene og give håndslag på det fælles mål: ligeløn! En løn, der matcher vores uddannelsesniveau. Jeg håber, at du også vil bakke op. 

Du kan læse mere om den afgørende periode, vi nu er på vej ind i, her i dette nummer af Børn&Unge. Vil du vide mere om, hvad du selv kan gøre, så følg med på vores hjemmeside, Facebook eller i BUPL´s ugentlige nyhedsbrev. Og tag fat i din lokale fagforening. 
Vi er #mereværd.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.