Alle skal høre lønbrølet fra Lokomotivværkstedet

Det er et stort bjerg, vi er i gang med at bestige. Selv om vi har sparket døren op, venter det stejleste stykke forude, skriver BUPL’s formand Elisa Rimpler i lederen af Børn&Unge nr. 4, 2023.

Hvad vil vi have? Mere i løn! 

Jeg er sikker på, at brølet fra de 2.000 tillidsvalgte pædagoger stadig runger i Lokomotivværkstedet i København. Jeg glemmer det i hvert fald ikke lige foreløbig. Vi kommer til at gentage det mange gange frem mod OK24. For der er noget at komme efter.

På dagen for det største faglige møde i BUPL’s historie kom tænketanken Kraka med en rapport, der viser, at pædagoger hænger fast i bunden af lønhierarkiet. Selv om vores uddannelse er blevet markant længere, er lønnen slet ikke fulgt med op, og faggrupper som lærere, socialrådgivere og sygeplejersker med samme uddannelsesniveau tjener væsentligt mere end os. 

Det er ikke sådan, at vi ikke har fået højere løn. Pædagogers løn er steget med over 40 procent de seneste 15 år. Det er en reallønsstigning på knap 10 procent, som alle offentligt ansatte har fået.

Men vi er langt bagud i forhold til de andre faggrupper med mellemlange videregående uddannelser. I snit 4.000 kroner om måneden. Det er vi, fordi lønnen ikke er fulgt med, i takt med at vores uddannelsesniveau er steget. De uddannelsesmæssige og faglige krav til os er steget, men vi ligger omtrent det sted i lønhierarkiet, hvor politikerne placerede os i 1969. 

Det er en uretfærdighed, som politikerne skal tage et medansvar for at rette op på, og som vi ikke kan rykke ved overenskomstbordet, medmindre der kommer en ekstra pose penge fra Christiansborg.

Vi er kommet et stort skridt videre med regeringens løfte om at afsætte en pulje på foreløbig tre milliarder kroner til et lønløft. Og der venter trepartsforhandlinger senere på året, inden overenskomstforhandlingerne begynder. 

Men det er et stort bjerg, vi er i gang med at bestige. Selv om vi har sparket døren op, venter det stejleste stykke forude. Det kommer til at kræve al vores fælles styrke. 

Stormødet bekræftede, at vi er et enormt stærkt fællesskab. Og hvis alle i fællesskabet bidrager, bliver ringene i vandet til bølger. Alle handlinger tæller. 

Hvis du er i tvivl om, hvordan du kan være med til at gøre en forskel, så tal med din tillidsrepræsentant. Orienter dig på vores hjemmeside, i nyhedsbreve og i dit fagblad. Og mød op til medlemsmøderne.

Alle skal vide, hvad vi vil have: Mere i løn. 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.