Protester: Besparelser afblæst i København

Godt hjulpet af forældre og pædagogers massive protester bliver der ikke sparet på daginstitutionsområdet i København næste år, fortæller en glad Børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) til Børn&Unge.

For en måned siden lå der et sparekrav på 278,4 millioner kroner. På daginstitutionsområdet skulle der skæres 42 millioner, og en række institutioner skulle sammenlægges. Efter et par dages forhandlinger blev der i fredags indgået et forlig mellem Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre.

"Og for daginstitutionsområdet er nedskæringerne afblæst," fortæller en glad Børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) i telefonen.

"Det er så fedt, du. Det er en kæmpelettelse," siger Bo Asmus Kjeldgaard om den samlede aftale, der i praksis betyder, at der ikke skal skæres ned på den økonomiske ramme i Børne- og Ungdomsforvaltningen.

"Der skal findes 13 millioner, men de er allerede fundet, for der var en pulje på 19 millioner, som vi slet ikke udmøntede sidste år, som også kører videre i 2008," siger Bo Asmus Kjeldgaard.

Strukturændringerne, der betyder, at 97 daginstitutioner i hovedstaden skal lægges sammen, bliver der ikke rokket ved.

"Og det er, fordi vi vil ha' strukturændringerne. Og nu er der også penge til, at hvis der kommer forslag i høringsperioden, at man så også kan bruge dem," siger Bo Asmus Kjeldgaard.

Han påpeger, at der findes en del små institutioner, hvor lederen også indgår i normeringen. Der er med forliget sat en pulje på syv millioner kroner af til at sikre, at normeringen ikke forringes de steder, men at det kun er ledertid, der bliver sparet væk ved en sammenlægning.

De massive protester fra forældre og pædagoger har helt klart gjort det nemmere at få afværget besparelserne, fremhæver Bo Asmus Kjeldgaard.

"Det er klart, at det har været med til at presse Ritt Bjerregaard i den grad, og det vil jeg gerne sige tak for. Det har givet et helt andet forhandlingsklima."

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.