Private institutioner; Få og små private

For lidt over et år siden fik private mulighed for at åbne daginstitutioner på nye vilkår. Siden er der kommet 19 private institutioner med tilsammen 487 børn på landkortet. En stor del af dem er født i protest mod, at kommunen lukkede en kommunal institution.

To vuggestuer, otte integrerede institutioner og ni børnehaver. I alt 19 institutioner med til sammen 487 børn. Så mange private daginstitutioner er åbnet, siden der for lidt over et år siden kom nye regler på området. Reglerne giver blandt andet ejerne mulighed for at tjene penge på at drive en institution og tage højere betaling af forældrene, deraf tilnavnet profitbørnehaver.

Det er ikke særlig mange, mener Søren Winther, der er rejse-sekretær i BUPL.

"Når man tænker på, hvor stort et projekt det har været for regeringen at oprette alternative institutioner og skabe konkurrence, så er det ret få, der er åbnet. Måske skulle regeringen skifte strategi og i stedet for bruge kræfter på at forbedre kvaliteten i de kommunale institutioner," siger han.

Ifølge Søren Winther er de fleste institutioner oprettet i protest mod, at kommunen lukkede den gamle institution. Dermed er institutionen blevet kørt videre som før, uden at nogen tjener penge, og uden at forældrebetalingen er sat i vejret.

Det er dog for tidligt at afblæse bekymringen for, at landets børn skal deles i A og B-institutioner.

"Hvis de kommunale institutioner bliver ved med at blive udsultet, kan folk, der har råd til det, ende med at flytte deres børn over i dyrere institutioner, hvor der er ordentlige normeringer. Det vil være dybt ulykkeligt, hvis børn på den måde bliver sorteret efter betalingsevne. Hvis regeringen virkelig mener, at den vil bryde den sociale arv og forbedre integrationen, skal man gå den modsatte vej," siger Søren Winther.



Besværligt for kommunerne. Også kommunerne vurderer, at 19 institutioner er ret få. Men det lave tal kommer ikke som en overraskelse for Henrik Larsen (R), formand for børne- og kulturudvalget i KL.

"Man kan tolke resultatet på to måder. Den ene er, at det ikke rigtigt er kommet i gang endnu. Den anden - som jeg tror mest på - er, at langt de fleste forældre er tilfredse med deres børns dagtilbud. Dagtilbuddene er det serviceområde, som folk er allermest tilfredse med, så det overrasker mig ikke, at forældrene ikke står i kø til private institutioner," siger han og understreger, at der bliver gjort et godt stykke arbejde i de kommunale institutioner.

En stor del af de 19 private institutioner er opstået som protestinstitutioner, fordi kommunen lukkede den gamle institution. Det har givet kommunerne problemer.

"Det er fint nok, at der er frit valg, men det er ren ideologi, og den hest rider jeg ikke på. I KL har vi hele tiden påpeget, at det frie valg gør det svært for kommunerne at planlægge. Det tvinger dem til at have overkapacitet. I nogle tilfælde fordi man har flyttet pædagoger fra en nedlagt institution over i en anden, der så ikke får det børnetal, man havde regnet med. Men også fordi man bliver nødt til at have et vist beredskab. Private institutioner kan jo gå konkurs," siger Henrik Larsen.



Institutioner er til for børnene. Venstre har været bannerfører for at give mulighed for at åbne private institutioner. Partiets familie- og forbrugerordfører, Inger Støjberg, giver ikke meget for kommunernes problemer med at planlægge.

"Det er ikke et argument, at det giver kommunerne lidt besvær. Det skal ikke være sværere at åbne private institutioner - tværtimod. Institutionerne er til for børnene og for forældrene. Det gør det ganske vist sværere for kommunerne at planlægge, men samtidig er det med til at øge kvaliteten og engagementet, og det er vigtigere. Det offentlige er til for borgerne - ikke omvendt," siger hun.

Inger Støjberg ser det heller ikke som et problem, at mange institutioner er åbnet i protest mod lukninger og dermed ikke nødvendigvis har et andet idegrundlag end de offentlige.

"Jeg ønsker mangfoldighed, og det at åbne institutioner i protest er med til at øge valgmulighederne. Vi har set det samme med friskoler. Selv om nogle af dem er åbnet i protest, giver de et godt alternativ til folkeskolerne. Private institutioner kan for eksempel tilbyde større fleksibilitet og holde åbent, når der er brug for det. Samtidig giver de kommunalpolitikerne en god anledning til at kigge på kvaliteten i de offentlige institutioner," siger Inger Støjberg.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.