LEDER. Kampen for det gode børneliv fortsætter

Det har været et hektisk forår med stort fokus på vores fag og ikke mindst forholdene i landets daginstitutioner. For første gang kom børnene øverst på dagsordenen i en valgkamp, fordi vi formåede at samle kræfterne: pædagoger, forældre, børneorganisationer, forskere og uddannelsesfolk. Fælles front er netop vejen til at skabe forandringer.



Statsministeren har forpligtet sig til at indføre lovbundne minimumsnormeringer. Det er en kæmpe sejr for BUPL, forældre og børn. Nu begynder lovarbejdet, der skal fastsætte, hvor mange pædagoger der som absolut minimum skal være til børnene. Det er selvfølgelig afgørende, at det bliver en standard, der lever op til BUPL’s krav om mindst 1:3 i vuggestuen og 1:6 i børnehaven. Det skal vi stå fast på.



Regeringen har bebudet, at indfasningen af minimumsnormeringer begynder med den kommende kommuneaftale. Det er også her, at kommunernes samlede økonomiske ramme for næste år skal forhandles på plads. Regeringen er valgt på løftet om, at kommunerne får flere penge i takt med, at antallet af børn og ældre vokser. Det er også helt nødvendigt, hvis kernevelfærden ikke skal udhules yderligere.



Vi vil ikke sidde på hænderne og vente på, at minimumsnormeringer stopper blødningen. Kommunerne skal forpligtes til at stoppe de planlagte besparelser på børneområdet. Flere kommuner har allerede nu varmet godt op til nye nedskæringer på daginstitutioner, SFO’er og klubber. Det er uholdbart, når alle er enige om, at børneområdet skal have et løft.



At der er behov for at sætte en prop i besparelserne understreges af BUPL’s nye store vilkårsundersøgelse på 6-18-årsområdet. Her siger næsten halvdelen af pædagogerne i fritidshjem, SFO’er og klubber, at de ikke har tid til at tage sig af konflikter eller sociale problemer hos ­børnene. Under halvdelen af pædagogerne har tid til at arbejde med trivsel og udvikling.



Det er desværre ikke overraskende, når kommunerne alene på et år har reduceret budgetterne med knap 300 millioner kroner. Det er galimatias og den helt forkerte vej at gå i en tid, hvor ensomhed og mistrivsel blandt børn og unge er eksploderet. Vi har i mange år været stort set alene om at kæmpe for børn og unges fritid, men vi helmer ikke før fritidshjem, SFO’er og klubber er en naturlig del af den børnepolitiske dagsorden.



Efterårets vigtigste stridspunkt bliver finansloven. Det er her, pengene til minimumsnormeringer og en ambitiøs børneplan skal findes. En plan, der også skal udløse et økonomisk løft til pædagoguddannelserne, så der i fremtiden er pædagoger nok til at sikre den nødvendige faglighed i børns hverdag.

BUPL hviler ikke på laurbærrene. Vi vil holde politikerne op på deres løfter og fastholde den fælles front for et #GodtBørneliv.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.