Lær af os. Idrætsinstruktører sætter fut i bevægelsen
Lær af os. Idrætsinstruktører sætter fut i bevægelsen
Det ville vi
Som led i et kommunalt søsat projekt har børnehaven Elverhuset i Høje-Taastrup i to perioder af seks uger samarbejdet tæt med idrætsinstruktører om at dyrke sport og bevægelse med børnene. Kommunens mål med projektet var at give børnene kendskab til de lokale idrætstilbud og sikre, at alle børn fik mulighed for at deltage i idrætslivet. I Elverhuset, som i forvejen er en idrætscertificeret daginstitution, der laver meget motorik med børnene, var målet især at få ny inspiration til bevægelsesaktiviteter og give børnene gode oplevelser i helt nye rammer.
Sådan gjorde vi
Hver uge i projektperioden tog en gruppe børn og pædagoger afsted til en nærliggende idrætshal, hvor en idrætsinstruktør stod for en række aktiviteter. Som pædagog var man især med på sidelinjen, hvor opgaven blev at støtte op om de enkelte børn og hjælpe dem med øvelserne. Øvelserne var sanglege, som havde fokus på krop og bevægelser, der bagefter blev brugt på redskaber. Det var den samme gruppe børn, som hver uge var afsted – ligesom hvis man går til sport. Det gav børnene kontinuitet samt tid og rum til at udvikle sig med øvelserne.
Det lærte vi
Vi troede ikke, at vi ville få så meget ud af projektet, da vi er idrætscertificeret. Men der var meget inspiration at hente I, at andre stod for instruktionen med deres særlige ekspertise. Det gav også noget nyt at flytte bevægelseslegene et nyt sted hen. Vi kan lave motorik med børnene i fællesskab nede i børneinstitutionen som en del af hverdagen, og det giver dem én ting, men at gå til gymnastik, svømning eller fodbold i fritiden giver dem noget andet. Vi ved, at det også i fritiden er godt med sociale fællesskaber.
Om projektet
Alle børnehaver i Høje-Taastrup Kommune har deltaget i et seks ugers langt forløb, hvor pædagoger og idrætsinstruktører i samarbejde giver børnehavebørn gode oplevelser med idræt. Forskning viser, at god motorik og balance har positiv indflydelse på indlæring, ligesom masser af bevægelse gør det lettere for børn at koncentrere sig. Ideen er derfor at sikre, at børnene er bedst muligt skoleparate. Samtidig er ønsket at give børn og pædagoger gode oplevelser med foreningsidræt og inspirere til bevægelse i hverdagen.
Kontakt Elverhuset på elverhuset@htk.dk.