Kvikke chefer bærer slips og strutskørt

Kvinder er tossede med mandlige ledere, og mænd kan ikke få nok af kvindelige ledere. Det påstår svenske forskere nu. Sludder, lyder svaret fra dansk lektor. Super-chefer er nemlig tvekønnnede.

Kan leder-Jytte sno de mandlige pædagoger om sin lillefinger? Og har souschef-Morten et fast tag om de fnisende kvindelige pædagoger, når han hæver røsten?

Hvis ja, er det ikke unormalt, mener svenske forskere. Arbejds- og miljømedicinsk Klinik på Universitetshospitalet i Örebro påstår nemlig, at mænd trives bedst med kvindelige chefer. Og at kvinder trives bedst med mandlige chefer.

Nej, nej, nej, siger dansk lektor.

"Den har jeg godt nok aldrig hørt om før. Tværtimod," protesterer Povl Erik Jensen ved Institut for Industriøkonomi og Virksomhedsstrategi under Copenhagen Business School, CBS.

Han er specialist i virksomheders ressourcefordeling og mener, at gode chefer favner begge køn.

"Mænd har jo kvinder i sig, og kvinder har jo mænd i sig. Ligegyldigt hvilket køn lederen har, så vil personen, der er i besiddelse af androgyne ("tvekønnede", red.) egenskaber, være en bedre leder, end hvis lederen er en udpræget mand eller udpræget kvinde," forklarer han.



Ét køn. Skrækscenariet er at være kvinde med en kvindelig chef, lyder det fra den modsatte side af sundet.

Sker det i institutionerne, er sandsynligheden for, at de kvindelige pædagoger får snue og generelt dårligt helbred, større, end hvis chefen hedder John, Birger eller Michael. Det problem er dog en smule mindre for mande-pædagogerne, der har nemmere ved at bevare deres gode helbred, hvis chefen går i stilletter.

Fænomenet bunder i, at ansatte har godt af den naturlige konkurrence mellem kønnene.

"En kvindelig chef kan bidrage med en kønsspecifik kompetence og erfaring, som de mandlige ansatte ikke har og omvendt," siger læge og stressforsker Lars-Gunnar Gunnar, der står bag undersøgelsen.

Men den påstand får ikke Povl Erik Jensen fra CBS til at ombestemme sig. Han efterlyser brede ledere.

"Mænd kan derimod have problemer med at have en kvindelig chef, fordi det går ud over deres selvværd og mandefølelse," siger han.

"Den androgyne leder kan som mand og kvinde bruge den iboende indsigt i begge køns egenskaber til at forstå medarbejderne. Kan man det, er man en god leder. Så er man, uanset hvilket køn medarbejderen har, i stand til at sætte sig ind i personen."

Har din boss på Gul Stue derfor eyeliner på til at supplere den mandige pædagogvest, er sandsynligheden for, at han eller hun er en god leder, helt i top. Hvis du altså vender det døve øre til vores köttbulle-spisende naboer mod øst.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.