Kongres; KL på besøg; For mange ledere

BUPL's og KL's fælles front i kampen mod regeringens bebudede besparelser i efterårets budgetforhandlinger betød, at formand for KL's børne- og kulturudvalg, Henrik Larsen, høstede klapsalver for sin tale til kongressen. Faglig anerkendelse og kvalitetsledelse var hovedtemaer i talen

Kun et enkelt "buh" lød der fra pædagogerne i kongressalen under gæstetalen fra formanden for KL's (Kommunernes Landsforenings) børne- og kulturudvalg, Henrik Larsen. Det var da Henrik Larsen, der til daglig er radikalt byrådsmedlem i Kolding, antydede, at der er for mange ledere i de pædagogiske institutioner. Han henviste til, at 20 procent af det pædagogiske personale i institutionerne er beskæftiget med ledelse, og at der er for få ansatte at lede.

"Der er alt for mange små enheder til at sikre kvalificeret ledelse," sagde han.

"Og vi mødes nok om at diskutere, om der derfor skal være både en leder og en souschef i institutionerne," fortsatte han henvendt til BUPL-formand Henning Pedersen med tanke på de kommende overenskomstforhandlinger mellem Kommunernes Landsforening og BUPL.



Klapsalver. Men ellers var dialogen præget af enighed mellem de to organisationer, og Henrik Larsen høstede flere gange i løbet af sin 30 minutter lange tale klapsalver fra kongressalen. Især når talen gik på alle de ugerninger regeringen er i gang med at indføre på børne- og institutionsområdet.

"Jeg synes, at regeringens nye dagtilbudslov opremser et hav af tiltag, opgaver og elementer, som vi institutioner og kommuner nu skal bruge tid på at varetage og offentliggøre. Det betyder, at pædagoger nu skal bruge mere tid bag computeren med ryggen til børnene i stedet for sammen med børnene," sagde han og fik den første klapsalve.

Den næste blev udløst af Henrik Larsens kritik af smiley-ordninger i institutioner. Og her tog han sin forældrekasket på.

"Som forældre vil jeg vide, hvordan mit barn fungerer i hverdagen, og hvordan man arbejder pædagogisk i institutionen. Jeg har brug for en dialog om min knægts udvikling, hans sociale relationer og hans skoleparathed. Det er mig flintrende ligegyldigt om institutionen har fem eller seks smilende bamser, eller om den er nummer seks eller 626 på en eller anden offentlig, landsdækkende og sammenlignelig ranking-liste over daginstitutioner," sagde han.

Også for sin kritik af testmetoder til småbørn, frit-valgs-ordninger og puljepolitik høstede han skulderklap.

"I har nok hørt tallet to milliarder. De er vist blevet brugt nogle gange," sagde han og mødte genkendelighedens latter blandt sit pædagogpublikum, der også tilkendegav enighed i synspunktet, at det er permanente midler og ikke midlertidige puljer, der skaber kvalitet i daginstitutionerne.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.