Gyldne håndtryk; Livlig debat på www. bupl.dk

Diskussionen om de tre chefers fratrædelsesgodtgørelse har medført en livlig polemik på debatsiderne på www.bupl.dk. På to uger har der været mere end 150 indlæg om det emne. Normalt sendes der 25-30 indlæg om måneden til siden. Skal man tro besøgstallene på hjemmesiden, skriver debattørerne ikke ud i den blå luft. I januar blev siden besøgt 215.000 gange. Det er dobbelt så ofte, som tidligere måneder, hvis man ser bort fra december, da BUPL-medlemmerne debatterede formandsvalg.Vi bringer her et lille uddrag fra nogle af de mange indlæg.

Fra stolthed til skuffelse og vrede

Mette Kontala skriver: Faktisk var jeg en af dem, der synes, der var grund til at være stolt. Stolt over at pædagogernes formand blev valgt for et så stort foretagende som FTF. Jeg synes også, at Bente har gjort sig godt i medierne, så der var grund til at ønske tillykke. Nu er jeg godt nok både skuffet og vred. Jeg har ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at mit forbund benytter sig at noget, der kan sammenlignes med pamperi.

02-02-2004



Bente tilbage i BUPL?

Jesper skriver: Jeg er medlem af et forbund under FTF, men det føler jeg ærlig talt lede ved nu. Mit spørgsmål er derfor. Er der mulighed for at sende Bente Sorgenfrey tilbage til BUPL, hvis vi samtidigt sender jer et passende millionbeløb som kompensention?

01-02-2004



Inkompetent ledelse

Gitte Christine Lauridsen, Århus, skriver:

Det kommer fuldstændig bag på mig, at bupl har så inkompetent og umoralsk en ledelse, at den kan finde på at bruge 4,4 millioner af medlemmernes kontingentkroner til gyldne håndtryk.

Hvad i alverden er der egentlig foregået? Hvad er det, der gør, at tre mennesker i bupl's ledelse er så meget værd - eller så meget værd at komme af med?

Jeg mener, at dette er HELT uacceptabelt, og min tillid til ledelsen i bupl er forsvundet. Jeg kan slet ikke holde tanken ud, at jeg er med til at betale til dette foretagende længere.

Der må jo ganske enkelt bare være for mange penge at gøre med i vores fagforening og totalt uansvarlige ledere til at administrere dem.

Vi er RIGTIG mange, som stadig venter på en fyldestgørende forklaring fra de ansvarlige i denne sag - hvis de findes?

01-02-2204



Et lille regnestykke

Torben Mikkelsen skriver: 4,4 mio. kr. er mange penge. Men hvor mange?

Jeg har lavet et lille regnestykke: Jeg har været medlem siden 1976. Det er 28 år. jeg har (højt sat) betalt 250 kr. pr. måned. Det giver 84.000 kr. ialt. Det vil sige, at man lige så stille har lænset BUPL for 52,4 pædagogers kontingent, der har været medlem i 28 år. Bare for at sætte det lidt i perspektiv.



Ekstraordinær kongres

Allan Mortensen skriver:

Det er med glæde, at jeg i dag læser, at FU har stillet sine mandater til rådighed. FU er blevet pålagt at udarbejde en plan for, hvorledes en lignende misere kan undgås i fremtiden. Vil FU ikke samtidigt være så rare at udarbejde et finansieringsforslag, der holder medlemmerne skadesløse i forhold til de 4,4 millioner kroner. Jeg vil foreslå, at det analyseinstitut, der er hyret til at se på arbejdsklimaet i BUPL, istedet kigger på, om der kan foretages rationaliseringer i forbundshuset, således at pengene hentes hos det administrative personale.

29-01-2004



Dårlig smag og frustrationer

Gerd Olsen skriver: Kære FU og HB!

Jeg har lige læst nogle af indlæggene på BUPL's debatside - og uha hvor der er mange medlemmer, der er vrede.

Det er forståeligt, og jeg er ganske sikker på, at I også har en dårlig smag i munden og ikke mindst er frustrerede over den situation, som et delvist nyt FU står overfor at skulle løse.

Jeg er ikke af den opfattelse, at FU skal trække sig. Men kunne have håbet på, at de mange kræfter I lægger i det faglige arbejde ikke også skulle "forstyrres" af at skulle udrede interne politiske modsætninger.

Jeg håber, at I finder en udvej, som er i tråd med de løfter, som den ekstraordinære kongres blev et udtryk for. Et FU der samarbejder og står ved sine beslutninger. Om end I så kommer til at forklare jer en del og måske også ændre i nogle fratrædelsesordninger.

27-01-2004



Til HB: Genopret tilliden til BUPL

Ove Ingemann Jensen, Marskensgade 29, 3-1, 2100 København Ø, skriver blandt andet:

Der hviler et stort ansvar på medlemmerne af BUPL's hovedbestyrelse, hvis ikke situationen omkring de gyldne håndtryk skal føre til resignation og medlemsflugt.

Det er helt klart, at ansvaret for miseren må placeres i BUPL's forretningsudvalg og hos den tidligere formand Bente Sorgenfrey. Det er svært som menigt medlem at overskue, om det gælder hele forretningsudvalget - eller kun dele af det. Det må hovedbestyrelsen vurdere og efterfølgende redegøre for deres vurdering, så det står klart for os medlemmer.

Konsekvensen for de ansvarlige i BUPL's ledelse kan efter min opfattelse ikke resultere i andet, end at de pågældende bliver stillet overfor et mistillidsvotum. Ellers har BUPL sat sin troværdighed over styr. Det gælder i forhold til offentligheden - men først og fremmest i forhold til medlemmerne. "Hvorfor skal jeg være medlem af den fagforening" er et udsagn, jeg har mødt mange gange under de seneste dages samtaler med kollegaer og venner og bekendte, der er medlem af BUPL.

Hvor sørgeligt det end er, mener jeg også, at Bente Sorgenfrey har mistet enhver troværdighed som formand for FTF, og at det også bør få konsekvenser for hendes vedkommende.

27-01-2004



Utroværdig

Pia Lykke Pedersen skriver blandt andet: Som medlem af BUPL og leder af en daginstitution tager jeg klart afstand fra forretningsudvalgets noget uhensigtsmæssige ageren overfor de tre ledere i BUPL.

Grunden der til er for mig egentlig ligegyldig, men den åbenlyse frygt i forhold til konfrontationen af DJØF, de tre lederes fagforening, stiller jeg mig undrende overfor.

Personligt ville jeg, hvis jeg havde rent mel i posen, ikke frygte en konfrontation med DJØF.

27-01-2004



Hvor blev tilliden af?

Bonnie Kirchhoff, Uglen 7b, Albertslund, skriver blandt andet:

For kort tid siden var Annette (Trads Hansen, red.) og Allan (Baumann, red.) på turne i forbindelse med valget til formandsposten. De gav begge to udtryk for, at der skulle være mere åbenhed, dialog og samarbejde i vores organisation. Det viser sig nu, at de har talt mod bedre vidende, eller i hvert tilfælde ikke havde rent mel i posen, for de havde begge kendskab til og havde i FU stemt for den 4,4 mio. store fratrædelsgodtgørelse til de tre chefer.

Annette og Allan, jeg mener, at I har holdt os medlemmer for nar, og at I er gået til valg på et noget snusket grundlag.

Vi kan i BUPL ikke være tjent med, at ledelsen skjuler sådanne interne sager og samtidig prædiker for en åben og progressiv organisation.

27-01-2004



Puha!

John Christensen skriver: Sagen med jeres gyldne håndtryk lugter fælt. Den tidligere formand og hovedbestyrelsen burde meldes til politiet for pamperi for endelig at få sat fagforeningers skalten og valten med medlemmernes penge på plads.

27-01-2004



Vor herre bevares!

Elmer Pedersen skriver blandt andet:

Måske er sandheden bare den enkle, at BUPL har "udviklet" sig i retning af at være en traditionel, tandløs forening, hvor den helt nødvendige fornyelse lader vente på sig til evig tid. Alt mens Bente skummer fløden to gange og nu har placeret sig i en højtlønnet stilling i landets mest tavse hovedorganisation. Flovt.

27-01-2004



Debatform

Helge Pedersen, København, skriver:

At der er vrede blandt BUPL's medlemmer over denne sag med fratrædelsesordingen er fuld forståeligt, det er der bestemt også hos mig. At det bør have konsekvenser for dem, der har truffet besutningen, er lige så oplagt, men vi har også en fagforening, der skal fungere i fremtiden. Jeg vil appellere til alle BUPL'ere om at holde et niveau i debatten, som vi, som faggruppe, kan være bekendt.

Når det er sagt, vil jeg også appellere til FU om enten at træde tilbage eller bringe BUPL i overensstemmelse med medlemmernes krav og ønsker. Debatten viser tydeligt, at et af ønskerne er åbenhed om alle beslutninger, og det er vel ikke for meget at forlange, at ledelsen i en faglig organisation ikke er længere væk fra "gulvet", end man ved, hvad der rører sig i medlemsskaren. Dette er desværre ikke tilfældet i øjeblikket.

27-01-2004



De bør gå

Viggo Fjendbo, Afd. 4, skriver: Det er så krænkende for medlemmerne, at de implicerede bør gå fra deres poster.

Altså: Hæv jeres fratrædelsesordning, helst nu.

26-01-2004



Vi er mange, der undres og harmes

Edith Havmand Hansen, Poppelvej 3, 3300 Frederiksværk, skriver:

Jeg hører til den årgang, der har været med ude i mange solidaritetskampe siden 1972, og har egentlig altid følt en stolthed over at tilhøre en fagforening, som gik forrest, og over medlemmernes holdning og villighed til at kæmpe for ret og rimelighed på trods af borgerskabets harme og forargelse - som vi så rigeligt oplevede og følte på egen "krop" og pengepung!

Derfor er jeg, sammen med mange af mine tidligere pædagogiske kollegaer, utrolig skuffet over det, der er foregået omkring de gyldne håndtryk!

Det kan godt være, at Bente Sorgenfrey ikke opfatter det som pamperi og nepotisme, men så er det, fordi hun har glemt ret og rimelighed, og hvem det er, hun repræsenterer.

Hun var ikke en Joakim von And med egen pengetank, nej, det var pædagogernes penge, hun dér boltrede sig i. Det var og er en uanstændig handling!

26-01-2004



Sådan skal min fagforening ikke være

Liselotte Ledet, Skovbogade 19, 4000 Roskilde, skriver:

Til forretningsudvalget. Når I nu skal ansætte tre nye ledere, foreslår jeg, at I sætter etik, moral, åbenhed og solidaritet på dagsordenen til ansættelsessamtalerne.

Aftal så nogle rimelige ansættelsesvilkår og drop løfterne om de gyldne håndtryk. Det vil helt sikkert have en positiv indflydelse på evnen og viljen til samarbejde.

Vi er pædagoger - det skulle gerne afspejle sig i vores fagforening.

26-01-2004



Gyldne håndtryk - man rutter med MINE penge!

Hans Müller skriver: Jeg vil bestemt IKKE afholde mig fra at tage del i hylekoret om manglende etik, pamperi osv.

Det er da helt galt fat med fagforeningen, når det er sådan, at tre chefer ved frivillig afgang kan slippe af sted med 4,4 mio. af MINE (og andre BUPL-medlemmers) penge.

Tænk, at fagforeningen efterhånden er SÅ fjern fra min hverdag som pædagogisk praktikker!

4,4 mill. kr. ... tænk, hvor meget børnehave, man kan drive for de penge, tænk, hvor mange pædagoger man kan ansætte for de penge, tænk, hvor mange måder de penge kunne have kommet BUPL's medlemmer til gode, og tænk, at de er blevet smidt efter tre mennesker i fratrædelsesgodtgørelse.

Det er ikke med min gode vilje, at jeg vil betale mit næste fagforeningskontingent!

26-01-2004



Guldstol

Helge Pedersen skriver: En stor tak til Jer "ansvarlige" i BUPL for at vi nu kender prisen på en formandstol i FTF.

Gad vide, om vi medlemmer i BUPL får noget for pengene.

26-01-2004



Hvad er meningen? Pamperforening?

René Kristensen skriver: Jeg har nu igennem snart 14 år som menig pædagog, som TR, som faglig sekretær og nu igen TR gået og sagt til mine kolleger: BUPL er det bedste, I kan være medlem af, de varetager dine interesser, de sørger for, at du får fair play ved arbejdsgiveren, og de sørger for, at du får en anstændig løn. Nuvel, min anstændige løn for et fuldtidsjob er på ca. 260.000 kr. om året, og så skal jeg læse og forsvare, at tre chefer på Blegdamsvej skal have 4,4 millioner som fritstillede og samtidig læse, at den mest ansvarlige af alle lige følges med Bente (Sorgenfrey, red.) over i FTF. Fy for pokker. Jeg bakker for en gang skyld fuldstændig op om Jan Hoby og mener, at der bør være konsekvenser for det nuværende FU, de bør stilles til regnskab for at smide 4,4 millioner kroner væk, ellers er jeg sikker på, at medlemmerne stille og roligt fordufter.

24-01-2004



Hvad fanden er meningen!

Henrik Hansen skriver: Som tillidsmand sidder jeg hvert år og forhandler Ny Løn for mine kollegaer. Vi er glade, hvis der kommer et par hundrede kroner hjem til hver pædagog hver måned. Jeg er på kurser (udbudt af BUPL) for at blive bedre til lønforhandlinger og bruger i det hele taget meget tid på at forberede mig så godt som muligt til disse lønforhandlinger.

Når jeg hører om de 4,4 mio. kroner, der er tildelt tre mennesker, føler jeg mig ærligt talt til grin. Der er ikke noget at sige til, at folk (her tænkes på pædagoger) har så ufattelig lidt til overs for "Ny Løn".

Hvorfor bruge så meget på Ny Løn, når man bare kan få et "gyldent håndtryk"!

26-01-2004

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.