Guide. Sådan skriver du en god bog

Når pædagoger tilføjer ’forfatter’ til CV’et, ­handler det tit om, at de gerne vil skrive om det, de mangler i deres hverdag. Heidi Korsgaard er forfatter, redaktør og rådgiver hos Skriveværkstedet, og hun kalder bøgerne for ’hul-bøger’.



»Pædagogerne sidder derude og ved, hvad de mangler i deres hverdag. Derfor skriver de ofte ’hul-bøger’: Der er et hul, hvor der mangler en bog, så den skriver de selv,« siger hun.



Selv om idéen og inspirationen er der, skal man gøre sig klart, at det kan være både svært og tidskrævende at skrive en bog.



»Jeg synes, at det er positivt for branchen, at fagpersoner byder ind, men de skal gøre det ordentligt og ikke bare sprøjte bøger ud. De skal gøre sig umage og huske, at det er et håndværk at skrive en bog,« siger Heidi Korsgaard.



For mange debutantforfattere kan det være svært at finde en rød tråd. Ofte vil de for meget med deres bog, hvilket gør, at de mister fokus undervejs.



»Mit bedste tip vil være, at man skal skrive bagsideteksten, før man overhovedet har skrevet en linje af bogen. Bagsideteksten er et koncentrat af, hvad man gerne vil fortælle. Den kan bruges som GPS i forhold til bogens retning. Det giver mindre redigering og færre frustrationer,« siger Heidi Korsgaard.



Desuden kan man med fordel gøre sig bevidst om de mange faser, der er i at skrive en bog, før man kaster sig over tasterne. Det vil lette processen, hvis man ved, hvad der venter en.



»Der er idéfasen, skrivefasen, redigeringsfasen og udgivelsesfasen. I idéfasen skal man gøre en løs idé til en bog og tænke over, hvad omdrejningspunktet for bogen er. Herefter følger skriveprocessen, men det helt store arbejde kommer ofte i redigeringsfasen,« siger Heidi Korsgaard.



Redigeringsfasen volder ofte problemer, men den handler om at optimere, så man i sidste ende står med en gennemarbejdet bog, når den skal udgives. Og selv de bedste forfattere skriver om mange gange, fastslår Heidi Korsgaard.



Fra idé til færdigt produkt



Kontakt et forlag tidligt, men husk dit forarbejde

Hvis du har en god idé og et udkast til et manuskript, kan det være en fordel at kontakte et forlag, så de kan guide dig i den rigtige retning.



Redigering

Redaktøren vil læse manus igennem og vejlede dig, men der vil også i visse tilfælde være en ekstern fagredaktør tilknyttet. Her skal du regne med mange omskrivninger.



Layout

Når manuskriptet er ved at være færdigt, vil næste skridt være layout. Det bliver lavet i samarbejde med en grafiker, hvor du også selv kan byde ind.



Markedsføring og udgivelse

Forlaget vil hjælpe dig med at promovere din bog gennem blandt andet pressemeddelelser.



Kilde: Jack J. Frederiksen, forlagsredaktør ved Historia



5 gode råd fra pædagogforfatteren



Annette Sohn er pædagog og forfatter til to børnebøger. Hvis du også drømmer om at skrive en bog, kan du læse hendes bedste råd her.



Gør det, hvis du ikke kan lade være

Hvis du har gået med idéen længe, så spring ud i det.



Lad dig inspirere af dine omgivelser

I skrivefasen er du meget alene, så tag ud for at researche og blive inspireret, inden du går i gang med at skrive. Hav en blok eller din telefon på dig, så du kan skrive gode idéer ned eller indtale dem.



Tag dig tid og find roen

Det er tidskrævende at skrive en bog, så planlæg, hvornår du vil skrive. Find et sted, hvor du kan fordybe dig, og hvor der er ro. Du kan tage i sommerhus, på café eller noget helt tredje.



Overvej en forfatterworkshop

Her kan du få værktøjer til at skrive, men også snakke med andre, som enten har udgivet en bog eller også drømmer om det.



Spørg om hjælp

Få andre til at læse det igennem løbende, så de kan give dig feedback og læse korrektur.



Fra eksperten

Heidi Korsgaard fra Skriveværkstedet.dk deler sine tip med forfatterspirer.



Pas på med at ville for meget

Tænk over, hvad du vil med din bog, så du undgår, at den stritter i alle mulige retninger. Spørg dig selv, hvad den i virkeligheden handler om.



Husk din målgruppe

Vær tro mod dig selv, og skriv i en tone, som passer til din målgruppe, så du undgår at skrive tungt og stift.



Vær bevidst om fortællestil

Tænk over, allerede inden du går i gang, om det er en fagbog, en højtlæsningsbog eller noget tredje.



Hav styr på strukturen

Struktur er enormt vigtig. Gør dig klart på forhånd, hvor lang en bog, og hvor mange kapitler, du skal skrive – og forsøg at fastholde den struktur.

Afsæt tid. Det er tidskrævende at skrive en bog

Med den rette struktur kan du nå rigtig meget på bare fem minutter, hvis bare du ved, hvad du skal i gang med at skrive.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.