GENERALFORSAMLING BUPL AFDELING 2 - Bøvl og bavl med Ny Løn

Udbredt misfornøjelse med den ikke mere så nye lønordning.

God stemning og konstruktiv debat kendetegnede ifølge formand Charlotte Stendorf generalforsamlingen i BUPL Afdeling 2, som er fagforening for pædagoger og klubfolk i Værløse, Gladsaxe og Herlev.

140 af 1540 aktive medlemmer havde fundet vej til det faste tilholdssted, Hjortespring Skoles kantine, hvor de blandt andet bakkede op om det sæt af forslag, som vil nyordne ledernes forhold i BUPL.

Mens leder-problematikken slet ikke blev kommenteret, afslørede debatten om Ny Løn, at der er udbredt misfornøjelse med den efterhånden ikke mere så nye lønordning.

»SFO-folk fra Gladsaxe, hvor modparten er de stedlige skoleledere, påpegede, at forholdene derved er blevet vidt forskellige på de 13 skoler. Der er ikke nogen linje. Det er rent ud sagt noget bøvl og bavl,« konkluderer Charlotte Stendorf.

Overenskomst 2002 fik også kritiske ord med på vejen. Flere fandt, at rammen simpelthen var for snæver, og at der blev givet alt for lidt til især assistentgruppen.



Bestyrelsen. Formand: Charlotte Stendorf, ikke på valg. Kasserer: Pia Petersen, ikke på valg. Hovedbestyrelsesmedlem Randi Tielbo, genvalgt. 1. og 2. suppleanterne Karin Bentsen og Jette Toldsted, begge genvalgt.

Den øvrige bestyrelse: Per Poulsen og Michael Nørvig, begge genvalgt. Maj-Britt Kristensen og Kitte Adler Nissen, ikke på valg.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.