BUPL mener: Vi har et valg

Det er vigtigt, at vi vælger at sætte gang i aktiviteter, der skal tydeliggøre, hvilke udfordringer hele den offentlige sektor og specielt vores område står overfor.

Lige nu bliver der gættet på - og efter min vurdering med god grund - at Anders Fogh Rasmussen udskriver et efterårsvalg. Derfor skal vi være parate til en fremadrettet velfærdsdebat og komme med vores krav og ønsker til en anden politik. BUPL skal sikre, at institutionsområdet bliver et tema, og at den brede velfærdsdiskussion bliver rejst med den øvrige fagbevægelse. Det er vigtigt, at vi vælger at sætte gang i aktiviteter, der skal tydeliggøre, hvilke udfordringer hele den offentlige sektor og specielt vores område står overfor.

Forsommeren bød på trepartsaftale med regeringen. Aftalen kom til at indeholde et afgørende element, nemlig fjernelsen af den lønnede praktik i pædagoguddannelsen, så derfor skrev vi under. Aftalen indeholdt imidlertid også en hel del, som vi hverken er enige i eller føler os bundet op af. Selv om vi indgik en aftale, betyder det ikke, at vi bakker op om den nuværende regering eller deres politik.

Vi har hele tiden et valg!

I de kommende uger fremlægger regeringen deres 2015 plan, finanslovsforslag og et oplæg til en kvalitetsreform på det offentlige område. I den forbindelse vil der følge nogle milliarder med. I den forbindelse må vi håbe på, at det ikke er genbrug af pengene, men nye penge, der kan være med til at forbedre forholdene.

Det er god samfundsøkonomi at investere i en sikring af velfærden. Det forekommer mig temmelig indlysende, og hvor svært kan det være at skabe kvalitet i den offentlige sektor?

Et meget vigtigt krav er, at den offentlige sektor sikres en udvikling, der er parallel med den private sektor. Det er ikke sket hidtil, og derfor skal der sættes ind med en genopretning af det offentlige område. Sagt på en anden måde: Der skal tilføres midler her og nu, og derefter skal midlerne følge udviklingen i den private sektor.

Derudover skal der rejses krav om en udvikling af institutionsområdet, som betyder, at vi som pædagoger kan lave et stykke arbejde, som vi kan være fuldt tilfredse med og stolte af. Det kniber det med lige nu. Vi skal have større muligheder for bedre tid til det enkelte barn og gruppen, mere tid til forberedelse og refleksion, tid til et godt forældresamarbejde og rigtig god tid til de børn, der har særlige behov. Vi skal have mulighed for at bruge vores faglighed fuldt ud til gavn for børnene og de unges udvikling.

Så lad der bare komme et valg nu, og lad os få en anden regering, der vil føre en anden politik.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.