BUPL mener: Magtesløshed må ikke føre til passivitet

Ingen kan stiltiende se på, at civile bliver ofre for en tilsyneladende uendelig og kompliceret konflikt med terror og besættelser. Uanset hvordan vi hver især opfatter konfliktens baggrund, og hvilke sympatier man i øvrigt personligt måtte have, så er krig og terror ingen løsning. Kun en politisk løsning giver mulighed for varig fred.

Når man på TV ser bomberne falde og huse styrte sammen, når man ser ambulancerne køre hylende gennem gaderne og fortvivlede mennesker lede efter overlevende i ruinerne, føler man sig magtesløs.

Når børn stiller spørgsmål om, hvorfor der er krig, og om bomberne også kan ramme os, så føler man sig magtesløs og har svært ved at finde svar. Man koncentrerer sig om at berolige og forklare, men ved godt at svarene ikke helt kan forhindre urolige nætter. Børnene føler magtesløsheden endnu stærkere, som en udefinerlig følelse, som vi voksne kun kan prøve at sætte ord, men aldrig fjerne helt. Fordi magtesløsheden er reel, og fordi vi selv føler den.

Mange forældre og mange pædagoger i institutionerne oplever børnenes bekymrede spørgsmål, når de i denne tid ser billederne i aviser eller på TV fra krigen i Libanon. Endnu engang må de voksne tage børnenes bekymring på sig og berolige, forklare og snakke usikkerheden og angsten væk.

Magtesløsheden bliver forstærket af den meningsløse vold med mange civile ofre, som vi er vidne til på TV. Selv om der kun er en millimetertynd fladskærm imellem os og den oplevede TV-virkelighed, så gør den geografiske afstand os endnu mere magtesløse.

Men magtesløshed skal ikke være ensbetydende med passivitet. Ingen kan stiltiende se på, at civile bliver ofre for en tilsyneladende uendelig og kompliceret konflikt med terror og besættelser. Uanset hvordan vi hver især opfatter konfliktens baggrund, og hvilke sympatier man i øvrigt personligt måtte have, så er krig og terror ingen løsning. Kun en politiske løsning giver mulighed for varig fred.

Derfor har BUPL's forretningsudvalg besluttet, at BUPL står som anbefalere af to fredsinitiativer: En demonstration den 7. august på Rådhuspladsen og en fredskoncert den 10 august i København. Begge med kravet om at den danske regering skal arbejde for en øjeblikkelig våbenhvile og medvirke til gennem FN at skabe en varig fred i mellemøsten.

Vi opfatter det som en simpel humanitær og solidarisk forpligtelse. Magtesløshed må ikke få os til at opgive kampen for et værdigt liv for mennesker over alt på jorden.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.