BUPL mener: Ja til velfærd - nej til ulighed og fattigdom

Hensynet til profit må aldrig blive afgørende for velfærdssamfundets kerneydelser.

"I alt for mange år er den offentlige service blevet forringet, mens den private sektor er i heftig vækst. Vi kan se, at uligheden stiger, mens det velfærdssamfund, der skaber tryghed og frihed for danskerne bliver dårligere dag for dag. Det vil vi ikke finde os i. Der er penge nok til velfærd i topklasse - vores samfund kan og skal give alle den bedste service. Uden at gøre forskel. Uden at lade nogen i stikken."

Sådan lyder det i det politiske grundlag for de velfærdsdemonstrationer, der planlægges i forbindelse med Folketingets åbning. BUPL bakker op om demonstrationerne sammen med LO, FTF, Genstart Danmark, Fagligt Ansvar samt en lang række forbund, studenter-, lærlinge- og elevorganisationer.

De danske velfærdsbegreber er sat under pres. Udviklingen går fra et velfærdssamfund, som er bygget på lighed, til et selvforsikrende individuelt samfund. Vi skal forsvare velfærdssamfundet og princippet om, at velfærd skal varetages i offentligt regi. Når man flytter opgaver fra offentligt til privat regi, underminerer man forudsætningerne for en generel og høj standard i offentligt regi. Hensynet til profit må aldrig blive afgørende for velfærdssamfundets kerneydelser.

Regeringen er i gang med en nyliberalistisk samfundsforandring, der hverken sikrer, at vi får flere hænder til vores fælles velfærd eller et godt miljø i fremtiden. Tværtimod øges uligheden, og regeringen er i gang med at fjerne den demokratiske styring.

Skattelettelser til fordel for de mest velhavende har ikke folkelig tilslutning, når virkelighedens nedskæringer på velfærd kommer op til overfladen.

Trods Thor Pedersens provokerende og arrogante påstande om, at offentligt ansatte har en god og rimelig løn, er der kommet fokus på, at lønnen for arbejde med centrale kerneopgaver som uddannelse, pasning, pleje og omsorg for vores børn, ældre og svage, er alt for lav.

Samtidig vender folk sig imod det kontroltyranni, som gennemsyrer stadig flere sider af det offentlige område.

Der er således sat en folkelig dagsorden, som vi skal medvirke til at få omsat i et regeringsskift ved et kommende valg. Der er brug for en ny regering med en helt anden politik. Den første oplagte anledning til at få sat vægt bag kravet om en anden politik, der sikrer velfærden, er de landsomfattende demonstrationer, som er planlagt til den 2. oktober i forbindelse med Folketingets åbning.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.