BUPL mener: I samlet flok

Forslagene til, hvordan man undgår, at pædagoger og andre er slidt ned længe inden de 63, står desværre ikke i kø i regeringens velfærdsudspil. Tværtimod forringes muligheden for efteruddannelse, som ellers er med til at bevare arbejdsgejsten og holde ældre medarbejdere

Den 17. maj er nordmændene traditionelt på gaden for at fejre deres nationaldag og markere landets uafhængighed. Men den 17. maj i år bliver der også sort af mennesker på gaderne i de store byer i Danmark, hvis det står til BUPL og en række andre fagforbund og organisationer. Anledningen er desværre ikke så glædelig som i Norge. Når den danske fagbevægelse for første gang i mange år går i samlet flok i demonstration mod Christiansborg og forhåbentlig også i Århus, Odense, Aalborg, Esbjerg o.s.v., så sker det i protest mod de nedskæringer på velfærden, som regeringen og dele af oppositionen lægger op til.

Årsagen til den brede mobilisering er, at regeringens velfærdsudspil truer vilkårene for de offentligt ansatte og for dem, der er afhængige af velfærdssamfundets støtte. Det er særligt tilbagetrækningsalderen, der er en torn i øjet på regeringen, som derfor foreslår, at vi skal blive på arbejdsmarkedet til vi er 63 (gennemsnitsalderen for efterløn blandt pædagoger er 61 i dag). Forslagene til, hvordan man undgår, at pædagoger og andre er slidt ned længe inden de 63, står derimod ikke i kø i regeringens velfærdsudspil. Tværtimod forringes muligheden for efteruddannelse, som ellers er med til at bevare arbejdsgejsten og holde ældre medarbejdere up-to-date med de nyeste udviklinger.

Også lærlinge, studerende, børnefamilier, ledige og yngre lønmodtagere rammes på forskellig vis af regeringens velfærdsudspil. Derfor har vi fordel af at stå sammen om overskriften "Nej til nedskæringer -ja til velfærd og tryghed". Vi vil ikke have en ringere og senere efterlønnen, og flertallet af danskere er enige med os. Vi vil bevare SU'en og dagpengene uden forringelser og unødvendige nye kontrolforanstaltninger. Vi vil af med starthjælpen og have praktikpladser til alle. Vi vil i det hele taget ruste os til fremtiden ved at investere i velfærd frem for at beskære den. Velfærd kan man ikke spare op til - det har vi set i førnævnte Norge, hvor oliemilliarderne bliver liggende i statskassen for ikke at overophede økonomien.

BUPL deltager i arbejdet med at mobilisere, så vi bliver rigtigt mange d. 17. maj. Arrangementet ligger i direkte forlængelse af vores "Nu er det nok"-kampagne. Lad os i samlet flok vise, at forringelserne i velfærdssamfundet ikke er en nødvendighed, men et politisk valg, og at vi er mange, der ikke er enige.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.