BUPL mener: Hvilke krav skal vi stille til OK-08?

Selvom det jo desværre ikke lykkedes at få fjernet alle nedskæringerne, har budgetkampen vist et sammenhold og skabt en stolthed over vores fag

Selvom budgetkampen i kommunerne har overskygget al anden aktivitet på det seneste, er forarbejdet til overenskomstfornyelsen pr. 1. april 2008 allerede i fuld gang.

Vi har i forretningsudvalget et stort ønske om at involvere medlemmerne mest muligt i arbejdet med vores overenskomst og har derfor allerede afholdt en konference for en flok institutionstillidsrepræsentanter, et træf for fællestillidsrepræsentanterne samt haft en temadiskussion i hovedbestyrelsen.

Formålet med allerede nu at tage hul på overenskomstdiskussionerne er at få udarbejdet det bedst mulige debatoplæg til jer medlemmer.

I marts måned 2007 vil der blive afholdt en landsdækkende konference for tillidsrepræsentanter i stil med TR-topmødet i Fredericia i år, som skal medvirke til at kvalificere tillidsrepræsentanterne til at styre overenskomstdebatten på deres arbejdsplads og bringe resultaterne herfra videre til os. Medlemsdebatten indledes i februar 2007, hvor medlemmerne modtager BUPL's debatoplæg til OK-08 med Børn&Unge.

Det er vores klare håb, at den tidlige start på diskussionerne og involveringen af tillidsrepræsentanterne i arbejdet vil medvirke til en langt større involvering af medlemmerne og dermed en forhøjelse af stemmeprocenten.

Indtil videre har vi udvalgt følgende syv temaer til diskussion: 1) Profession og løn, 2) Profession og lederstillinger, 3) Profession og arbejdstid, 4) Profession og efter-/videreuddannelse, 5) Profession, pension og seniorpolitik, 6) Valgfrihed og 7) SU/MED/TR.

Udfordringen i forbindelse med overenskomstfornyelsen er stor! Skal det lykkes os at komme igennem med nogle krav til overenskomsten, der bare tilnærmelsesvis kan opfylde de helt rimelige forventninger blandt medlemmerne, er det af afgørende betydning, at vi kan skabe aktivitet og mobilisering blandt medlemmerne. Den måde, det lykkedes os at sætte dagsordenen i forbindelse med den aktuelle budgetkamp i kommunerne og kampen for velfærd, har vist vejen, ikke mindst takket være en imponerende indsats og stort engagement fra medlemmernes side.

Selvom det jo desværre ikke lykkedes at få fjernet alle nedskæringerne, har budgetkampen vist et sammenhold og skabt en stolthed over vores fag, der forhåbentlig kan bruges i forbindelse med overenskomstfornyelsen i 2008!

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.