BUPL mener: Godt Nytår!

Derfor er der også i den kommende tid god grund til at huske os selv og hinanden på, at forvandling skabes gennem aktiv handling

Når man får lov at skrive den første leder i et nyt års Børn&Unge, er det svært ikke at lægge sig i slipstrømmen af Dronningen og Statsministeren og lade blikket glide tilbage over det forgangne år.

Året kom på alle måder til at stå i velfærdens tegn. Fra forårets genåbning af kommunernes budgetter, over TR-topmødet i Fredericia i marts og underskriftindsamlingen mod forringelserne i efterlønnen til protesterne i forbindelse med kommunernes budgetter. Året 2006 har markeret et politisk vendepunkt, ikke bare i budgetkampen, men måske endda i kampen om samfundsudviklingen.

Store ord i januar, javist! Men der er vel ingen tvivl om, at protesterne i sensommeren og efteråret, herunder ikke mindst FOA's, FOLA's og BUPL's kampagne og underskriftindsamling, har rystet regeringen. Det er selve grundlaget for regeringens politiske projekt, der er bragt ud af balance: Forholdet til skattestoppet skifter, der er modstand mod øget brugerbetaling, der er en øget bevidsthed om sammenhængen mellem kvalitet og ressourcer.

Men træerne vokser ikke ind i himlen - ikke af sig selv i hvert fald! Derfor er der også i den kommende tid god grund til at huske os selv og hinanden på, at forvandling skabes gennem aktiv handling.

BUPL vil byde regeringens kvalitetsreform-projekt kvalificeret med- og modspil, så det hele ikke kun bliver til (i bedste fald) ligegyldige smiley-ordninger, overfladiske tilfredshedsmålinger, madordninger og frit valg.

BUPL vil også i 2007 lægge mange kræfter i arbejdet med kommunernes økonomi og budgetter. Der er ikke meget, der tyder på, at der bliver plads til begejstring i kommunernes budgetter for 2008, og derfor vil medlemmerne og BUPL også i år opleve, at der skal kæmpes for hver en 25-øre.

På de indre linjer er vi heldigvis godt rustet ved indgangen til 2007.

Vi har skabt ro og stabilitet i BUPL's politiske ledelse, pædagogerne og BUPL er rykket tættere sammen i løbet af efterårets kampe, og vi har besluttet en professionsstrategi, som i den kommende periode særligt skal styrke vores arbejde med vilkårene for det pædagogiske arbejde, den pædagogiske ledelse, tillidsrepræsentanterne og organisationen og pædagogernes løn.

Arbejdet med at forbedre lønnen vil blive meget konkret i takt med, at vi forbereder overenskomstfornyelsen i 2008. BUPL indkalder, i den anledning alle landets institutionstillidsrepræsentanter til topmøde i Fredericia den 23. marts, så sæt et kryds i kalenderen allerede nu.

Godt Nytår - og god arbejdslyst!

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.