Børn hårdt ramt af mistrivsel

På BørneTelefonen handlede hver fjerde samtale i 2017 om psykisk mistrivsel som angst, ensomhed og selvmordstanker. Det skal samfundet gøre noget ved, og en af vejene går gennem at sikre, at de børn får en tryg barndom, mener Børns Vilkår.



»Hidtil har debatten fokuseret meget på, at stigende pres og test i skolen fører til mistrivsel. Men vi bør i høj grad også rette blikket mod de små børn. Fra forskningen ved vi, at tryghed i den tidlige barndom er vigtig i forhold til at trives senere,« siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.



I et ny udspil fokuserer Børn Vilkår derfor også på de mindste.



»Små børn har brug for voksne i deres nærhed, som kan forstå dem og handle på deres behov. Det kræver voksne, der er rustet til opgaven,« siger Rasmus Kjeldahl.



’Voksne’ er primært børnenes forældre og medarbejderne i dagtilbud. Og her er det afgørende, at der er faglærte medarbejdere nok, påpeger Børns Vilkår.



»I vuggestue eller dagpleje kan der være tale om, at der simpelthen ikke er hænder nok, eller at hverdagen i institutionen ikke er organiseret efter børnenes behov,« siger Rasmus Kjeldahl.



BUPL’s formand Elisa Rimpler bakker Børns Vilkår op. I sin blog skriver hun blandt andet:



»Der er et alarmerende behov for en ny kurs på det pædagogiske område. En genopretningsplan. Normeringerne ligger stadig på et historisk dårligt niveau. Pædagoguddannelsen er udsultet. Pædagogandelen er håbløst lav i daginstitutionerne. Ja – uddannelsesniveauet hos personalet bliver faktisk dårligere, jo yngre børnene er. Alt sammen et resultat af politisk prioritering, som er himmelråbende forkert. For et børneliv har værdi i sig selv. Børns trivsel er en menneskeret og et selvstændigt mål – ikke alene et middel til så hurtigt som muligt at blive en god skatteborger.«

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.