Ny kampagne om skolepædagoger. Skal være meget mere synlige

BUPL lancerer ny kampagne, der især henvender sig til forældre og kommunalpolitikere. Målet er at gøre opmærksom på pædagogernes vigtige rolle i skolen.

Lille Ludvig har ikke let ved at finde sig til rette i skolen. Han har svært ved at finde venner.

Og bogstaverne er ikke noget, der umiddelbart kan afkodes og ­sættes sammen, så de danner ord. Men Ludvig er også heldig, for der er en pædagog, som hjælper ham. Og så bliver alt selvfølgelig godt igen.

Ludvig er hovedperson i en ny kampagne med sloganet ’Skolepædagoger får børn til at vokse’, som BUPL lancerer for at gøre opmærksom på pædagogers arbejde i folkeskolen. I små tegnefilm skal Ludvig kæmpe sig igennem barndommens genvordigheder, men han er dog så heldig, at dygtige skolepædagoger står klar til at hjælpe ham. 

Filmene skal forklare forældre, kommunalpolitikere og andre med interesse i skolen, hvad det præcis er, pædagoger bidrager med i skolen. 

Tegnefilmene kører på Facebook, hvor de primært er målrettet forældre til børn i skolealderen. BUPL har også lanceret hjemmesiden skolepædagoger.dk – et helt nyt univers, hvor man kan finde mere viden om pædagogers arbejde i folkeskolen.



Druknet. Kampagnen kommer, fordi alle skal forstå, hvad pædagogens opgaver er, forklarer BUPL’s formand, Elisa Bergmann.

»Alle skal have øjnene op for, hvor vigtig en opgave vi har i skolen.Det står fint i loven, men det, som medierne og politikerne taler om, kommer meget hurtigt til at handle om alle mulige andre ting, end hvad pædagoger kan bidrage med,« siger hun.

Er pædagogerne ikke gode nok til at vise, hvad de gør i skolen?

»Jo, men det er druknet i en reform med mange elementer. Lærer-pædagog-samarbejdet har ligget ret langt nede på listen over de ting, der skulle implementeres. Så vi skal gøre omverdenen opmærksom på, at vi er en faggruppe, som gør et kæmpestort stykke arbejde i skolen,« siger Elisa Bergmann.

Mange diskussioner om folkeskolen handler om, hvad børnene skal lære, og hvordan de skal blive dygtige, påpeger Elisa Bergmann. 

»Men en af forudsætningerne for at blive dygtig er, at man trives og har det godt, og at man har stærke børnefællesskaber. Også forældrene synes, det er vigtigt, men mange forældre overser, at andre end lærerne kan bidrage til trivslen, nemlig pædagogerne,« siger hun. 

Hun håber, at kampagnen vil få flere forældre til at indse, hvad skolepædagogerne betyder i hverdagen.

Måske bliver forældrene opmærksomme på, at man også kan snakke med pædagogen om, hvordan skoledagen har været, når de henter børnene i fritidsinstitutionen. Eller måske bliver de opmærksomme på, at pædagogerne ikke er med i skole-hjem-samtalerne.

»Og der burde pædagogerne netop være med, hvis det, vi er mest optagede af, er, at børnene fungerer i et fællesskab,« fastslår hun. 



Investering. Kampagnen koster omkring 600.000 kroner, som blandt andet går til produktion af tegnefilm, reklamespots på Facebook og til opbygning af hjemmesiden skolepædagoger.dk. 

Elisa Bergmann er sikker på, at det er alle pengene værd. 

»Det er en investering i arbejdspladser og en investering i, at man ude på den enkelte skole får øjnene op for, hvad der skal til, for at pædagogernes kompetencer kan bruges rigtigt,« siger hun.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.