Trygge rammer om det gode børneliv skal også gælde i SFO

Socialdemokratiets valgoplæg om et klasseloft på 14 i de mindste klasser kan gøre en stor forskel for børns skolestart. Mindre børnefællesskaber giver bedre muligheder for ro, fordybelse og inklusion. Men et øremærket kvalitetsløft af SFO’en bør være en del af et forslag, så det rammer de mindste børns samlede skoledag, lyder det fra Elisa Rimpler, formand for BUPL, der samtidig glædes over, at minimumsnormeringer med forslaget også skal gælde i forårs-SFO.
Elisa Rimpler

Det er en rigtig god idé med mindre klasser i indskolingen, og forslaget fra Socialdemokratiet kan komme til at gøre en stor forskel for børnene.

Det mener Elisa Rimpler, formand for BUPL.

- Der er i dén grad behov for færre børn i klasserne og dermed mindre børnefællesskaber for at skabe mere tryghed, ro og kvalitet i pædagogikken og dermed også mulighed for bedre inklusion. Derfor kan “lilleskolen” og en blødere overgang til skolelivet med et lavere klasseloft være en af vejene til, at flere børn kan trives og lære i folkeskolen. Det gælder i skolen ligesom i SFO’en og daginstitutionerne, at normeringerne og fagligheden omkring børnene er afgørende for kvaliteten, siger Elisa Rimpler, formand for BUPL.

BUPL-formanden savner dog en vigtig brik i Socialdemokratiets udspil, hvor SFO’ernes betydning for det gode børneliv bør være en hjørnesten.

- Når klokken ringer, og børnene går i SFO, skal kvaliteten og trygheden selvfølgelig følge med. Her har vi desværre oplevet vedvarende besparelser, som betyder, at rigtig mange børn må kigge langt efter en pædagog, og at de fysiske rammer om børnenes leg mange steder er utidssvarende og nedslidte. Vi har brug for øremærkede penge til et ambitiøst løft af SFO’erne, siger Elisa Rimpler.

Børnenes dag begynder, når de møder ind i SFO eller skole om morgenen og slutter først om eftermiddagen, når de bliver hentet i SFO’en. Det bør afspejle sig tydeligere i Socialdemokratiets udspil. Fritidstilbuddene er blevet sparet i bund med cirka 2, 5 milliarder kroner siden 2013.

- SFO’erne har længe været overset og nedprioriteret, men de er helt afgørende for børns trivsel og fællesskaber, siger Elisa Rimpler. Egne lokaler, værksteder og ordentlige normeringer burde derfor være en del af udspillet, så man ser et kvalitetsløft af børnenes samlede dag. 

Elisa Rimpler glæder sig samtidig over, at Socialdemokratiet vil sikre, at minimumsnormeringer i børnehaven gælder helt frem til skolestart, så forårs-SFO ikke længere kan blive brugt som en spareøvelse.

- Forårs-SFO må aldrig blive en spareøvelse. Det har vi råbt op om utallige gange, og jeg er glad for, at der bliver lyttet, så vi kan sikre børn den bedst mulige overgang fra børnehaven til skolen, siger Elisa Rimpler.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.