BUPL: Børn skal også have minimumsnormeringer i SFO
SFO’erne er blevet glemt og udsultet økonomisk i årevis, selvom mange børn bruger halvdelen af deres skoledag der. Derfor er der brug for, at politikerne også får øjnene op for SFO’ernes betydning for kvaliteten, når de diskuterer folkeskole i valgkampen.
- Hvis politikerne for alvor vil gøre mere for børnenes trivsel og skoletilhør, kan det ikke hjælpe at lukke øjnene for alt det, der foregår, før og efter skoleklokken ringer. Vi har akut brug for bedre rammer om pædagogers arbejde for de vigtige børnefællesskaber i SFO’erne, siger Elisa Rimpler, formand for BUPL.
Siden 2013 er de kommunale budgetter til fritidsinstitutioner reduceret med cirka 2.3 milliarder. Det er gået hårdt ud over normeringen i SFO’erne. Derfor foreslår BUPL minimumsnormeringer i SFO. Der bør højst være ni børn per pædagogisk medarbejder.
- I daginstitutionerne og i skolen er der en gennemsnitlig kommunal grænse for, hvor mange børn der skal deles om én voksen. Men når de kommer i SFO, er der ingenting. Det giver absolut ingen mening, og børnene er ikke tjent med, at deres fritidstilbud er blevet sparet i bund, siger Elisa Rimpler.
- Lige nu er det råpasning, børn kan forvente mange steder, når de kommer i SFO. Det betyder, at pædagogerne håndterer konflikter og sørger for, at børnene klarer sig igennem dagen. Men det efterlader kun ringe muligheder for at understøtte børnenes leg eller sikre de kreative værksteder med fordybelse, der skaber mening for børnenes og får dem væk fra skærmene, siger Elisa Rimpler.
I dag er den gennemsnitlige normering i SFO én pædagogisk medarbejder til 16 børn, og det tal bygger på meget usikker data. Reelt står pædagoger ofte alene med flere end 30 børn.
Det går i dén grad ud over pædagogers muligheder for at skabe rammerne for den gode pædagogik, der kan forebygge ensomhed og mistrivsel og sikre at alle børn har deltagelsesmuligheder og er en del af fællesskabet.
Det er langt fra godt nok. SFO’erne er afgørende for at mindske mistrivsel og styrke børns fællesskaber. Derfor skal der også være minimumsnormeringer i SFO.
Økonomi
Beregninger fra BUPL på baggrund af tal fra Danmarks Statistik viser, at det vil kræve knap 3200 ekstra pædagogiske årsværk, hvis der skal indføres minimumsnormeringer i SFO med én pædagogisk medarbejder til ni børn.
Det vil koste cirka 1,9 milliarder årligt, hvis man fastholder den nuværende pædagogandel.