Koldstart: Lønstrukturkomitéen har brug for at stille skarpt

Det var et gennembrud, da et samlet FH fik overbevist regeringen om at nedsætte en lønstrukturkomité, der skulle kortlægge lønefterslæbet for de kvindedominerede faggrupper i den offentlige sektor.

Beslutningen om at nedsætte en lønstrukturkomité var en anerkendelse af, at pædagoger, sygeplejersker, socialrådgivere, bioanalytikere og andre udvalgte faggrupper har et historisk betinget lønefterslæb, som aldrig kan indhentes inden for den nuværende økonomiske ramme og fordelingsmodel på det offentlige overenskomstområde.

Det var også en ”indrømmelse” af, at Christiansborg har et politisk medansvar for at løse de indbyggede skævheder i lønhierarkiet, som politikerne selv skabte i forbindelse med Tjenestemandsreformen i 1969.

For mange af os er komitéen en historisk mulighed for at tilvejebringe grundlaget for et fair lønhierarki, der gør op med lønefterslæbet og fører til et markant lønløft for de berørte faggrupper allerede i 2024.

Lønkomitéen er det politiske spor, som BUPL i mange år har arbejdet på at få. Og det var også den vej, de 50 fagforbund i vores forhandlingsfællesskab gav hinanden håndslag på, at vi ville følge sammen, i forbindelse med overenskomstfornyelsen i 2021.

BUPL har loyalt bakket op om Lønstrukturkomitéen. Fordi det er logisk, at der er behov for en nærmere afdækning af, hvem der har et lønefterslæb og hvor stort, det er.  Og fordi det burde være helt åbenlyst for politikere og arbejdsgivere, at komitéen ikke må ende som en syltekrukke, og at komitéens arbejde derfor skal føre til et opgør med lønefterslæbet og vise vejen til et fremtidssikret lønhierarki, hvis vi skal undgå en stor og omfattende konflikt ved OK24 - og for den sags skyld mange fremtidige overenskomstfornyelser.

Komitéens fokus skaber bekymring

Derfor blev jeg ærlig talt alvorlig bekymret, da komitéen forleden var vært for en åben høring, og for første gang gav offentligheden et indblik i, hvad den har fokus på.

I bedste fald var der kun tale om en koldstart. Men det er svært at tro på, at komitéens valg af temaer var tilfældigt: Lokal løndannelse, det kønsopdelte arbejdsmarked og offentligt ansattes indre motivation?

Hvis det er det tematiske fokus for komitéens videre arbejde, er der al mulig grund til at slå alarm. For vi ved jo godt, at valget af temaer er afgørende for komitéens senere konklusioner og anbefalinger til politikerne. Det samme er valget af den viden og data, som komitéen vælger at lægge til grund for sit arbejde.

Derfor er det også alarmerende, at høringen nærmest var uden referencer til Lønkommissionens konklusioner om MVU-gruppernes lønefterslæb. Eller slet ikke berørte den anerkendte forskning som Institut for Menneskerettigheder og forsker Astrid Elkjær Sørensen står bag, og som viser, at lønnen ikke er fulgt med uddannelsesniveauet for fx pædagoger og sygeplejersker. Det havde været et naturligt sted at starte.

Der var heller ingen antydning af, at Lønstrukturkomitéen har forstået, at løndannelsen på det private og offentlige arbejdsmarked er som at sammenligne pærer og bananer.

Opgør med vildfarelserne

Vi kan lige så godt gøre op med misforståelserne nu, så Lønstrukturkomitéen kan komme tilbage på sporet og løse den opgave, den er sat i verden for. Ellers ender det med et brag. Lad os tage vildfarelserne i rækkefølge:

Nej, mere individuel løndannelse er IKKE løsningen på pædagoger og andre faggruppers lønefterslæb.

Det virker muligvis på det private område, hvor arbejdsgiverne kan belønne og løfte udvalgte medarbejdere og funktioner. Men det er jo slet ikke det, vi taler om, når det gælder pædagoger og sygeplejersker. Her er der tale om hele faggrupper med et kollektivt lønefterslæb, der blev grundlagt for over 50 år siden. Hvis der afsættes flere penge til individuel løn fra den samlede overenskomstramme, vil det kun forstærke det kollektive lønefterslæb.

Nej, et kulturopgør med det kønsopdelte arbejdsmarked løser IKKE automatisk vores lønefterslæb.

Vi vil da rigtig gerne have, at flere mænd blev pædagoger. Men selv hvis alle kvindelige pædagoger over natten blev byttet om med mænd, ville det ikke udløse så meget som en krone mere ved overenskomstbordet.

Der er nemlig ikke ulige løn mellem mandlige og kvindelige pædagoger. Problemet er, at vi tjener op til 8000 kroner mindre end andre med samme uddannelsesniveau - og i flere tilfælde også mindre end andre med et væsentligt lavere uddannelsesniveau - fordi vi som faggruppe er fastlåst i bunden af lønhierarkiet, hvor vi blev placeret i 1969.

Vi kan ikke rykke os, fordi de offentlige overenskomster er et nulsumsspil. Det betyder, at andre offentlige faggrupper skal stå stille og acceptere, at deres købekraft bliver udhulet, hvis pædagoger, sygeplejersker eller andre skal have et ekstraordinært lønløft. Det kommer selvfølgelig ikke til at ske. Og det vil heller ikke være rimeligt. Det er ikke de andre, der tjener for meget, men os der tjener for lidt.

At Lønstrukturkomitéens tese så samtidig køber ind på, at mænd skal være overrepræsenteret, hvis en faggruppe skal forvente en ordentlig løn, gør kun ondt værre.

Nej, det er IKKE en forklaring eller et godkendt argument for lavere løn, at offentligt ansatte er drevet af indre motivation.

Mener Lønstrukturkomitéen seriøst, at pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere mest af alt drives af et særligt omsorgskald, der bærer lønnen i sig selv, eller gør den mindre væsentlig for os?

Come on, selvfølgelig ønsker pædagoger at gøre en forskel. I vores tilfælde en forskel for børn og unge. Men at have en indre motivation kan vel aldrig blive et rimeligt argument for lavere løn. Vi har faktisk brugt 6,5 år på at uddanne os til opgaven.

Vi må ikke spilde en historisk chance

Jeg har tidligere sagt og skrevet, at nedsættelsen af Lønstrukturkomiteen er en historisk chance for politikerne til at gøre op med den uretfærdighed, som blev skabt med Tjenestemandsreformen i 1969, og de strukturer i vores offentlige forhandlingssystem, som har fastholdt den.

En uretfærdighed, der blandt andet betyder, at pædagoger har en disponibel livsindkomst, der er over tre millioner kroner lavere end andre faggrupper med samme eller lavere uddannelsesniveau. Og en uretfærdighed, der har ført til en endeløs række af konflikter på det offentlige arbejdsmarked og medvirket til medarbejderflugt fra vores daginstitutioner og sygehuse.

Den chance må vi ikke spilde. Vi skal ikke gå ind til overenskomstforhandlingerne i 2024 uden en klar og konkret plan for, hvordan vi skal gøre op med lønefterslæbet. Det er tilliden og opbakningen til den danske aftalemodel, som er på spil. Og det er i sidste ende fremtidens offentlige velfærd, der gambles med.

Derfor er der brug for, at Lønstrukturkomitéen nu stiller skarpt og lever op til vores tillid.