Der findes en smutvej til flere pædagoger

Ny analyse viser, at der er potentiale for 3000 nye pædagoger, hvis vi sikrer merituddannelse til de pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter, der opfylder kriterierne.
Elisa Rimpler, Formandens blog

Af Elisa Rimpler, formand, BUPL

 

Lige nu kappes kommuner for at skaffe pædagoger nok i daginstitutionerne.

Nyuddannede pædagoger bliver nogle steder lovet lønbonusser, mens andre kan gøre sig fortjent til en fastholdelsesbonus. Det løser ikke i sig selv pædagogernes historisk betingede lønefterslæb, men det er udtryk for, at pædagoger er blevet en eftertragtet mangelvare i kommunerne. Arbejdsgiverne kan ikke længere være i tvivl om, at de står med en stor opgave og et stort ansvar for at sikre, at der er dygtige pædagoger nok til at skabe de bedste rammer for de mindste borgeres liv også om to, fem og ti år.

Der skal uddannes langt flere pædagoger, så vi kan fastholde kvaliteten i vuggestuer og børnehaver og sikre den høje faglighed, der har kompetencerne til at imødekomme børnenes behov, understøtte dem i at deres udvikling og dannelse - og være garanten for de stærke børnefællesskaber, der er afgørende for alle børns liv og trivsel. 

Derfor er det nedslående, at der igen og igen er faldende ansøgertal til pædagoguddannelsen.

Arbejdsløsheden blandt pædagoger er nærmest nul, og den seneste opgørelse over forgæves jobopslag med pædagogstillinger viser, at der fra juni til november sidste år blev slået 3500 pædagogstillinger og 1300 skolepædagog-jobs op, som ikke blev besat af en pædagog.

Vi skal have gjort pædagoguddannelsen mere attraktiv og anspore flere unge til at vælge pædagogprofessionen. Det er og bliver hovedvejen til flere pædagoger. Men der findes også andre veje, som kommunerne bør udnytte.

I daginstitutionerne er der mange dygtige pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter, som vi bør gøre alt for at holde i faget. En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd for BUPL viser, at der er potentiale for at skabe 3000 nye pædagoger, hvis vi tilbyder merituddannelser til de medhjælpere og assistenter, som både har erhvervserfaring og tilstrækkelig med uddannelse i rygsækken.

Enkelte steder er man i desperation over manglen på pædagoger allerede gået i gang. Her er der ansatte, som skiftevis er i daginstitutionen og på skolebænken, og målet er selvfølgelig en ekstra fast pædagog, når eksamensbeviset er i hus.

Guleroden til kommunerne er selvfølgelig, at de på den måde kan skaffe flere pædagoger, men fra næste år bør de også kunne få hjælp til at betale de meritstuderendes løn i de perioder, hvor de er i skole. Med aftalen om minimumsnormeringer er der nemlig en opkvalificeringspulje, som er oplagt at benytte.

Vi skal have minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Det ligger heldigvis fast. Men det må ikke være med til at udhule fagligheden i arbejdet med børnene og presse pædagogandelen i bund. Derfor er jeg glad for, at ministeren på KL’s Børn og Unge Topmøde i Aalborg netop lagde vægt på, at den sikreste vej til garanteret god kvalitet i daginstitutionerne er at hæve andelen af pædagoger og oprette uddannelsesstillinger til den del af personalet, der endnu ikke har en pædagoguddannelse.

Jeg håber, kommunerne kan se fidusen, og at de aktivt vil opfordre alle ledere i daginstitutionerne til at prikke dygtige pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter på skulderen og fortælle om muligheden for en merituddannelse.

Det løser selvfølgelig ikke pædagogmanglen alene. Der er stadig behov for en løn, der svarer til vores uddannelsesniveau, en styrket pædagoguddannelse og en national rekrutteringsplan.

Men det er på tide at erkende, at pædagogmanglen er et kæmpe samfundsproblem, som kun bliver større, hvis vi ikke reagerer nu. Derfor skal vi udnytte alle de muligheder, vi har.

Bragt i Jyllands-Posten 3/6 2022

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.