Tag børns leg alvorligt

Når jeg tænker tilbage på min barndom, er det fællesskabet og legen med de andre børn, jeg husker. Puderummet. Hulen, vi byggede bagerst i haven. Klatretræer, der blev til sørøverskibe. Og fantasien, der forvandlede jord, vand og græs til magiske eliksirer. Det var følelsen af at være fuldstændig opslugt i legens verden.

Den 11. juni er det FN’s ’Internationale Dag for Leg’. En dag, der sætter spot på den livsvigtige leg. For leg handler ikke kun om at have det sjovt. Børn leger, fordi det er sådan, de lever, lærer og udvikler sig. Derfor er retten til leg også skrevet ind i FN’s Børnekonvention.

Som pædagog ved jeg, at legen er en grundsten i børns liv. Det er gennem legen, børn afprøver fællesskaber, bearbejder følelser og lærer at forstå verden og hinanden. 

Som pædagog ved jeg, at legen er en grundsten i børns liv. Det er gennem legen, børn afprøver fællesskaber, bearbejder følelser og lærer at forstå verden og hinanden. Og det er gennem vores faglighed som pædagoger, vi understøtter legen, så børn kan komme til verden som livsduelige mennesker.

Men i dag – i 2025 – er jeg bekymret for, om nutidens børn får lov til at opleve legen, som jeg gjorde. For meget tyder på, at legen er i fare.

Der er en voksende tendens til at indfange legen i voksenstyrede koncepter og målemetoder i vores institutioner. Vi vil så gerne ”optimere”, men overser let, at leg dårligt lader sig indfange i regneark.

For et par år siden slog et dansk forskningsprojekt fast, at børn ”leger mindre og mistrives mere.” Det burde få alarmklokkerne til at ringe.

Legen bliver ofte afbrudt – og mange steder mangler børnene støtte og inspiration til at udvikle gode lege med andre. Samtidig er der ringe muligheder for at bringe pædagogers faglighed i spil.

Og for nylig viste Børne- og Undervisningsministeriets egen kvalitetsundersøgelse blandt 3-6-årige, at der er store udfordringer med børns muligheder for leg i vores daginstitutioner. Legen bliver ofte afbrudt – og mange steder mangler børnene støtte og inspiration til at udvikle gode lege med andre. Samtidig er der ringe muligheder for at bringe pædagogers faglighed i spil.

Det er en farlig vej at gå.

Legen kommer nemlig ikke af sig selv. Den kræver trygge rammer – og en hjælpende hånd. Særligt for de børn, som i forvejen står på kanten af fællesskabet. Og det er her, pædagoger og deres faglighed er helt afgørende.

Desværre viser undersøgelsen også, at der i gennemsnit er 22 børn om én pædagog – og nogle steder helt op til 50.

Det er ikke rammer, hvor leg kan blomstre. Legen har brug for ro, nærvær og trygge voksne med pædagogisk faglighed og blik for børnefællesskabernes udvikling – ikke voksne, der skal jagte resultater eller måle børns leg.

Når vi har plads til at arbejde med leg, deltagelsesmuligheder og børnefællesskaber, styrker vi børns udvikling og trivsel. Men når vi presses af dokumentationskrav og individorienterede koncepter, går det ud over netop det, der betyder allermest: legen og børnefællesskaberne.

Den 11. juni er på den måde en påmindelse til os alle: Legen er ikke bare for sjov. Den er børns vej til at blive hele og livsduelige mennesker. 

Derfor skal vi insistere på rammer, der giver plads til leg. Vi skal insistere på, at det er fagligheden – ikke koncepter og manualer – der styrer hverdagen i daginstitutionerne.

Det kræver flere pædagoger. Det kræver tid, så pædagoger ikke skal planlægge og organisere det gode børnemiljø hen over hovederne på børnene. Og det kræver, at vi frigør både pædagoger og børn fra detailregulerende koncepter og metoder, som tager tid og fokus fra leg og børnefællesskaber.

Den 11. juni er på den måde en påmindelse til os alle: Legen er ikke bare for sjov. Den er børns vej til at blive hele og livsduelige mennesker. Derfor skal vi værne om legen – og skabe rammer, så alle børn kan opleve magien, trygheden og samhørigheden i legen, hver eneste dag. Vi skal tage legen alvorligt. For børnenes skyld.