Pædagoguddannelsen er populær. Men det løser desværre ikke manglen på pædagoger

Når 3.590 nye studerende efter sommerferien begynder på Danmarks største uddannelse, pædagoguddannelsen, har de valgt en profession, der virkelig gør en forskel. De bliver en del af et fag, som er en investering i vores børn og unge, fællesskaberne samt den sammenhængskraft og det demokrati, der er så grundlæggende for vores samfund.
Elisa Rimpler

’Velfærdens kernetropper’ bliver vi med rette ofte kaldt. I BUPL er vi selvfølgelig glade for hver eneste ung, der har valgt den faglighed, vi er så stolte af – og som vi ved er så betydningsfuld.

Men glæde og lovord fjerner desværre ikke det faktum, at niveauet for både søgningen og optaget er nået til et så kritisk lavt niveau, at det på ingen måde kan løse den rekrutteringsudfordring, vi allerede står i. For mere faglighed og flere pædagoger er og bliver vejen til for alvor at styrke kvaliteten i vores dannelsesinstitutioner: vuggestuer, børnehaver, skoler, SFO’er og klubber.

For selv om årets optag på pædagoguddannelsen ligger stort set på samme niveau som sidste år, er udviklingen dybt bekymrende. Siden 2016 er antallet af ansøgere til pædagoguddannelsen faldet med 45 procent, mens optaget er faldet med 32 procent.

Manglen på pædagoger er efterhånden graverende mange steder i landet. De seneste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at omtrent hvert fjerde forsøg på at ansætte en pædagog ender forgæves. Pædagoger er dermed i toppen af de faggrupper i velfærden, det er sværest at rekruttere.

Og udfordringen bliver ikke mindre i de kommende år. En fremskrivning fra Finansministeriet viser, at Danmark i 2035 vil mangle omkring 3.800 pædagoger, hvis vi blot skal fastholde den nuværende pædagogandel.

Det handler ikke bare om antallet af medarbejdere. Det handler om den faglighed, der skaber kvalitet i børns hverdag. Om rammer, der giver plads til sunde og inkluderende fællesskaber og stærke pædagogiske miljøer, hvor alle børn, uanset baggrund, finder mening og får mod på livet.

Når pædagogerne mangler, har det i sidste ende store konsekvenser for børns fællesskaber, trivsel og udvikling. Det kræver høj faglighed, hvis vi som samfund for alvor vil opspore mistrivsel, forebygge og sikre større social mobilitet. Derfor kan det undre, at der stadig er så lidt politisk vilje til at øge uddannelsesdækningen markant.

For på trods af de stadigt stigende krav til vores institutioner og pædagogers arbejde er pædagogandelen i gennemsnit på under det halve, når det kommer til de mindste børn. Og alligevel var der nærmest ingen politikere, kommunalfolk eller uddannelsesfolk, der løftede et øjenbryn over årets skuffende optag på pædagoguddannelsen. Det kan i den grad undre!

For vi mangler hverken dokumentation for, hvor udfordret vi er af den manglende faglighed, eller for, hvor vigtig høj kvalitet er for børns udvikling, deltagelsesmuligheder og livschancer. Det er for længe siden slået fast. Alligevel halter det stadig med opbakningen til vores profession og til de løsninger, problemet kalder på.

Vi forventer os selvfølgelig en masse af den reform af pædagoguddannelsen, der får luft under vingerne næste år. Men at afvente og håbe er ikke en holdbar strategi.

Flere unge (og lidt ældre) skal kunne se sig selv i vores fag, men også kunne holde til at blive i faget frem til pensionsalderen. Det starter med et arbejdsliv, man kan holde til.

Rekruttering og fastholdelse hænger selvfølgelig sammen. Hvis unge – og gerne flere af de unge, der bruger et sabbatår eller to i en institution – skal vælge pædagoguddannelsen, skal de møde en virkelighed og en hverdag med overskud. En hverdag og et fagligt miljø, hvor pædagoger og ledere er nærværende rollemodeller, der har gode muligheder for at udvikle praksis til gavn for børn og unge, og hvor faglig fordybelse, forberedelse, supervision og efteruddannelse er en selvfølge. Hvor gode seniorvilkår også er en del af pakken. Det er sådan en virkelighed, der tiltrækker de unge – sammen med mere viden om de mange forskellige karriereveje, man kan gå med en pædagoguddannelse i bagagen.

Og så er der lønnen. For ja, det var fantastisk, at vi lykkedes med et ekstraordinært lønløft til pædagoger i 2023. Det har gjort en forskel. Men vi kommer ikke uden om, at vi lønmæssigt stadig ligger i bunden blandt professionsbacheloruddannelserne – efter både socialrådgivere, sygeplejersker og lærere. Og hvorfor egentlig, når man tænker på det store ansvar, vi bærer? Løn er også anerkendelse. Og det betyder selvfølgelig også noget, når flere unge skal vælge uddannelse.

Det er dog klart positivt, at den nye regering har en national uddannelses- og rekrutteringsstrategi i regeringsgrundlaget. Det har vi i BUPL kæmpet hårdt for. Og vi vil selvfølgelig arbejde videre for, at regeringen omsætter strategien til konkrete beslutninger, der får flere til at vælge uddannelsen og gør det mere attraktivt at blive i faget.

Det er og bliver forudsætningen for, at pædagoger i daginstitutioner, skoler og fritidstilbud kan lykkes med den opgave, vi er sat i verden for.
 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.