Lad os genetablere præstationsfrie rum for børnene

Trivsel er forudsætning for, at et barn er i god udvikling.

Hvis du har ondt i maven, fordi far og mor skændes derhjemme, eller din bedste ven ikke længere vil lege, er det svært at samle sig om noget. Ikke mindst skoleopgaverne. Det giver sig selv.

Alt for længe har paradigmet for folkeskolen været et snævert fokus på præstationer. Men tunnelsynet på afgangskaraktererne har ikke rykket en tøddel på de unges evne til at læse og regne.

Til gengæld vokser mistrivslen blandt både børn og unge – godt hjulpet på vej af et testregime, der kun kan få knuden i maven til vokse.

I kapløbet med kineserne, har vi været i gang med at formøble det, vi som danskere udmærker os ved internationalt: Demokratisk dannelse, medmenneskelighed, glæde og sammenhold. Alt det, der fødes af trygge børnefællesskaber, hvor der er plads til alle, og hvor karakterer i skolen ikke afgør, hvem du er.

Herrelandsholdet er blevet hele Europas darlings, fordi de holder sammen, når det gælder, hjælper hinanden og tager ansvar for fællesskabet. Det er unikt.

Da en dansk officer forleden blev interviewet i Kastrup Lufthavn i anledning af, at de sidste danske soldater endelig vendte hjem fra Afghanistan, blev han spurgt, hvordan vi har udmærket os. Vores tilgang til og hjælpsomhed over for andre mennesker, var hans svar, frit oversat. Det er enestående.

Alle skal ikke være astrofysikere. Men alle skal med i det store fællesskab. Det kommer ikke af sig selv.

Mere ledelsesfokus

Pædagogerne løfter, sammen med lærerne, en vigtig opgave med at skabe de børnefællesskaber, der giver rum til udvikling, leg og fællesskab.

Og det har virket.

Men kun i isolerede tilfælde, hvor grobunden var der. For realiteten på gulvet er alt for ofte, at den stramme styring lægger bånd på samarbejdet. Når der lægges så markant beslag på tiden i form af rigide krav og snævre målbare resultater, ryger det frugtbare samarbejde og den synergi, der virkelig kan flytte noget tværprofessionelt.

Over hele landet har pædagogerne spillet en stor rolle i inklusionsopgaven. Både børn, forældre og lærere har profiteret af pædagogernes faglighed om at skabe stærke klassefællesskaber. Men ligesom med trivselsarbejdet, skal der mere kommunalt fokus, ledelsesopbakning, tid og forberedelse til, hvis lærere og pædagoger skal løfte den kæmpe opgave sammen.

Vi er nødt til at blive spillet gode.

SFO’er styrtbløder

Og så skal pædagogerne have opbakning til at genetablere de præstationsfrigørende rum, hvor børn og de unge kan mødes, få venner og skabe fællesskaber på tværs af baggrund, alder og interesser.

SFO’er og klubber styrtbløder efter årtiers besparelser. Den tid på dagen, hvor børnene frit kan være sammen, lege, eksperimentere og fordybe sig, har man nedprioriteret i en sådan grad, at tilbuddene nogle steder er så skrabede, at man ligefrem forstår, at forældrene vælger at spare de penge, det koster. Det er hårrejsende.

Jeg tror, mange voksne kunne tænke sig en hverdag, der var mindre hektisk. Hvor præstationspresset var mindre og timerne med leg, glæde og fællesskab flere. Hvorfor pokker skal vi så ikke ønske det samme for vores børn? Give dem plads og rum til at udfolde sig og udvikle det, der gør dem til hele mennesker, og bedre i stand til at tage livtag med verden.

Det synes jeg, er langt vigtigere end et tal til afgangseksamen. Lad os sammen give børn den folkeskole.