Den nye pædagoguddannelse skal afspejle det samfund, vi gerne vil være

Debatindlæg af BUPL-formand Elisa Rimpler i Uddannelsesmonitor d. 30. september 2025

En ny og styrket pædagoguddannelse er på vej – og det er længe ventet og hårdt tilkæmpet. Nu er det fuldkommen afgørende, at vi lægger byggestenene rigtigt.

Kommende pædagogstuderende skal have en stærk grundfaglighed med vægt på pædagogik, hvor de uanset hvilken specialisering, de senere på uddannelsen vælger, får en bred indsigt i både almenpædagogikken og det social- og specialpædagogiske område.

Her bliver vi i BUPL næppe enige med Socialpædagogerne, som ønsker sig en selvstændig uddannelse til socialpædagoger. Den vej vil jeg advare imod at gå ned ad, for virkeligheden er sjældent så sort-hvid.

Hvert syvende barn bliver diagnosticeret med en psykisk sygdom, inden de fylder 18 år. Mange børn og unge mistrives og er ensomme. Hver femte ung afslutter ikke anden uddannelse end folkeskolens afgangsprøve – mange bliver tabt i systemet på vej ud i voksenlivet.

Det er fristende at ty til diagnoser og mere segregering til specialiserede tilbud. Men skal vi vende udviklingen i børn og unges trivsel og mentale helbred, handler det tvært imod om at få flere med i de brede fællesskaber. 

Det er fristende at ty til diagnoser og mere segregering til specialiserede tilbud. Men skal vi vende udviklingen i børn og unges trivsel og mentale helbred, handler det tvært imod om at få flere med i de brede fællesskaber. Det er også den vej, de politiske vinde blæser: At vores almene daginstitutioner, fritidsinstitutioner og skoler skal kunne mere for flere børn og unge.

Det handler om, hvilket samfund vi gerne vil være

Vi skal kort sagt se mennesket før diagnosen. Alle børn, unge og voksne – med eller uden funktionsnedsættelser – har håb, drømme og ressourcer, de skal understøttes i at udfolde. Det handler om livsmestring, og det er pædagogernes fornemste opgave at få det bedste frem i den enkelte, så man oplever sig betydningsfuld i fællesskabet.

Det betyder, at alle pædagoger skal mestre almenpædagogikken og have viden om normaludvikling og pædagogisk ressourcetilgang. Samtidig skal alle pædagoger være klædt på til at arbejde med børn og unge, som har særlige behov, mistrives eller befinder sig i udsatte positioner – uanset hvor de møder dem.

Når vi diskuterer pædagoguddannelsen og dens udformning, handler det i virkeligheden om, hvilket samfund vi gerne vil være

Den tidlige indsats, som netop gør, at vi med gode pædagogiske tilbud kan gribe børnene og beholde dem i de almene daginstitutioner og skoler, forudsætter en stærk grunduddannelse, som også klæder kommende pædagoger på med grundlæggende special- og socialpædagogiske kompetencer som fast element i deres pædagogfaglighed.

Når vi diskuterer pædagoguddannelsen og dens udformning, handler det i virkeligheden om, hvilket samfund vi gerne vil være: Vil vi være et samfund, hvor vi deler børnene op i almen- og specialbørn – eller vil vi være et samfund, hvor vi insisterer på at se mennesket først i et fællesskab, der kan rumme flest muligt?

Mit svar er klart: Vi skal styrke den fælles pædagoguddannelse, så alle kommende pædagoger får både den almenpædagogiske grundfaglighed og indsigt i special- og socialpædagogikken.

At lade pædagogstuderende vælge retning alt for tidligt løser ikke de problemer, vi står med i dag. Virkeligheden er, at børn, unge og voksne i udsatte positioner alt for ofte ikke får den støtte, de behøver – ikke fordi pædagogerne ikke vil, men fordi der er for langt mellem medarbejdere med en stærk pædagogfaglighed. Samtidig halter inklusionen i skolerne, hvor pædagogikken også er presset.

Vi kan ganske enkelt ikke opdele mennesker eller pædagogik i to adskilte verdener. Derfor skal pædagoguddannelsen sikre en solid pædagogisk bund med bredde, som siden kan bygges videre på.

Hvis vi vil vende den udvikling, skal vi tænke langt mere helhedsorienteret. Almenområdet har brug for indsigt i special- og socialpædagogik – og special- og socialområdet kan ikke undvære almenpædagogikkens blik for fællesskab og trivsel. Vi kan ganske enkelt ikke opdele mennesker eller pædagogik i to adskilte verdener.

Derfor skal pædagoguddannelsen sikre en solid pædagogisk bund med bredde, som siden kan bygges videre på. En snæver specialisering tidligt under uddannelsen risikerer at låse pædagogerne fast. I dag skifter over 2000 pædagoger årligt mellem almen- og socialområdet, og det er en styrke, for erfaringerne flyder begge veje og gør det samlede pædagogiske felt rigere.

Pointen er ikke, at specialisering er overflødig – tværtimod. Men specialisering skal ske oven på en stærk grundfaglighed og i øvrigt gennem hele arbejdslivet. Derfor bør vi ikke uddanne ”enten-eller”-pædagoger. Vi bør uddanne pædagoger, der kan favne mangfoldigheden i menneskers liv.

Lad os nu lægge byggestenene til en ny pædagoguddannelse rigtigt, så vi uddanner pædagoger til det samfund, vi ønsker at være.