Samarbejde

Uklare og modstridende krav – forebyg konflikter og stress

Uklare og modstridende krav kan gøre det umuligt for dig at indfri faglige mål og forventninger i arbejdet og give stress-symptomer. Det er derfor vigtigt, at du sammen med din leder og kollegaer afklarer rolle- og ansvarsfordelingen mellem jer.

Kan forårsage andre arbejdsmiljøproblemer

Uklare og modstridende krav kan opstå på mange måder i dit arbejdsliv. Fx ved specifikke arbejdsopgaver, kvalitetsniveau, arbejdsfunktion, ansvarsområder, arbejdsgange og metoder, rollefordeling, tidsforbrug, arbejdstid- og tempo. 

De kan også være en bagvedliggende årsag til andre problemer i arbejdsmiljøet som arbejdspres, samarbejdsvanskeligheder og krænkende handlinger. 

Konsekvenserne kan både ramme den enkelte pædagog og hele personalegruppen. Derfor er der god grund til at være opmærksomme på dem. 

Forebyggelse af uklare og modstridende krav

Din arbejdsgiver bærer et særligt ansvar i forebyggelsesarbejdet. Der er ikke krav om, hvilke tiltag der skal iværksættes. Det vigtigste er, at de har en effekt i forhold til at forebygge uklare og modstridende krav. I kan fx have fokus på at:

  • Afklare rolle- og ansvarsfordeling mellem medarbejdere, herunder i forhold til jobfunktioner, teams og afdelinger.
  • Sikre en fælles forståelse og et fælles overblik over arbejdsgange og arbejdsmetoder, herunder i forhold til hvilke opgaver der skal løses, og hvordan de kan løses.
  • Afklare, hvordan arbejdet skal koordineres, så de rette personer kommunikerer og arbejder sammen på de rette tidspunkter.
  • Have retningslinjer for, hvilke opgaver der skal prioriteres, når den tilgængelige tid ikke er tilstrækkelig.
  • Afstemme forventninger til service- og kvalitetsniveau – og kommunikere til forældre, hvilken service og kvalitet de kan forvente.

    Læs mere om forebyggelsen.
    Gennem SPARK kan I også få gratis konsulentstøtte til forebyggelsen. Det er din leder, arbejdsmiljørepræsentant og tillidsrepræsentant, som kan søge om et forløb. 
    Læs, hvordan I søger. 
Kollegaer i samtale

Rammer både arbejdsmiljøet og fagligheden

Uklare og modstridende krav kan forårsage et arbejdsmiljø præget af uro, konflikter, uvished, arbejdspres og en oplevelse af ikke at nå i mål med opgaverne.

De kan skabe barrierer for velfungerende arbejdsgange,  der ellers skal gøre det muligt for jer at efterleve faglige mål og ambitioner. Oplever du uklare krav, kan du ende med at gøre noget andet, end der er behov for eller afsætte for meget eller for lidt tid til opgaverne.

På nogle arbejdspladser kan uklarhed om ansvars- og rollefordeling betyde, at der er medarbejdere, som påtager sig uformelle magtpositioner i personalegruppen, som kan skabe konflikter om den pædagogiske retning. Modstridende krav kan også betyde, at det er umuligt for dig at indfri faglige mål og forventninger i arbejdet.

Helbredsmæssige konsekvenser

Hvis du udsættes for uklare og modstridende krav i dit arbejde, kan det forsøge risikoen for søvnproblemer, koncentrationsbesvær, angst, depression, hjertekarsygdomme og andre stress-symptomer.

Fandt du, hvad du søgte?

For at undgå spam, skal du godkende at du ikke er en robot.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.