
Stor arbejdsmængde og tidspres - forebyg stress
Tag det alvorligt, hvis du er presset på arbejdet
Når der er ubalance mellem antallet af opgaver og den afsatte tid, kan du opleve konsekvenser på både kortere og længere sigt. Måske får du dårlig samvittighed over for børn og unge, som ikke får den støtte og omsorg, de har behov for, når du ikke kan nå dine arbejdsopgaver.
Derfor vil stor arbejdsmængde og tidspres i det pædagogiske arbejde ofte forstærke de høje følelsesmæssige krav i arbejdet og forøge risikoen for moralsk stress.
Sundhedsmæssige konsekvenser
Står det på over længere tid, kan det afføde en række sundhedsmæssige konsekvenser. Fx kan det forøge risikoen for søvnproblemer, koncentrationsbesvær, angst, depression og hjertekarsygdomme og andre stress-symptomer.
Vilkår, der bidrager til forebyggelsen
Din arbejdsgiver har ifølge arbejdsmiljøloven pligt til at planlægge og tilrettelægge arbejdet på en måde, så du og dine kolleger ikke udsættes for en sundhedsmæssig risiko som følge af stor arbejdsmængde og tidspres.
Det forudsætter bl.a., at I:
- Har en fælles forståelse af kvalitets- og serviceniveau i arbejdet
- Har en god pausekultur, så der er mulighed for restitution i løbet af arbejdsdagen
- Kan foretage ændringer i fordelingen af opgaver mellem ansatte, hvis nogen er særligt belastede af opgavemængde og intensitet
- Har mulighed for at prioritere opgaverne – og eventuelt udskyde eller undlade at udføre opgaver, hvis der er stor arbejdsmængde og tidspres
- Har klare procedurer for, hvordan situationer med fx fravær, spidsbelastninger el. lign. håndteres.
Læs mere om pauser og den gode pausekultur.

Få hjælp til at forebygge stor arbejdsmængde og tidspres
Vidste du, at I kan kontakte SPARK-konsulenterne, som kan hjælpe jer med at forebygge stor arbejdsmængde og tidspres på din arbejdsplads? Det er din leder, arbejdsmiljørepræsentant og tillidsrepræsentant, som kan søge om et forløb. Læs, hvordan I søger om et forløb hos SPARK.