Pædagoger i udsatte byområder: Hjælp, hvordan skal det alt sammen gå?

Hvis ghettoplanen vedtages som aftalt mellem et flertal i Folketinget i oktober, vil den få store konsekvenser for pædagogerne. Det gælder ikke mindst planen om et 30 procents loft over, hvor mange børn fra et udsat område der må være i samme institution.

Formand for BUPL Fyn, Rikke Hunsdahl, lægger ikke fingrene imellem, når hun skal beskrive de mulige konsekvenser i et af landets store såkaldte ghettoområder:

»Politikerne risikerer at smadre mange års intensivt arbejde og opbygget tillid i Vollsmoses daginstitutioner, hvis 70 procent af børnene fremover skal passes uden for bydelen. Det skaber usikkerhed og frustrationer hos pædagogerne, der ikke ved, om de er købt eller solgt, hvis ghettoplanen vedtages. Og det er jo en hel bydel med hundredvis af børn, det her vil ramme.«

Rikke Hunsdahl er ikke i tvivl om, at pædagogerne her og nu nok skal klare dagligdagen i institutionerne, selv om fremtiden er usikker.

»Pædagoger er hårdføre, og de skal nok klare den. Men man skalter og valter med familierne, hvis vi fremover skal have så mange børn transporteret langt gennem byen i morgentrafikken, fordi de ikke mere må passes i det område, hvor de bor. Den situation er med til at skubbe til pædagogernes bekymring. De klarer arbejdsdagen, men når de kommer hjem, er jeg ikke i tvivl om, at de tænker: Hjælp, hvordan skal det alt sammen gå?«

Jobusikkerhed

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) har medgivet, at et loft over, hvor mange børn fra et udsat område, der må gå i samme institution, kan føre til lukninger. Det kan forstærke problemet med manglende daginstitutionspladser.

I Silkeborg ligger den selvejende institution Blæksprutten på Resedavej, i et såkaldt udsat område. 95 procent af børnene bor i området, og der er således meget langt ned til ghettoplanens regel om højest 30 procent. Det var derfor en mavepuster, da pædagogerne første gang hørte om politikernes intentioner.

»Ja, det gav da af et ryk i os. Hvad vil det komme til at betyde? Som selvejende er vi ikke med i kommunens jobgarantiordning, og dermed kan vi ikke være sikre på at få andet arbejde, hvis institutionen lukker. Det gav stor usikkerhed og var prikken over i’et, så vi nu søger om at blive en kommunal institution,« siger Blækspruttens leder, Margit Ørnfeldt Nørgaard.

»Det er svært at forestille sig, at institutionen her ikke skal fortsætte, og vi kan jo heller ikke lade være med at se det fra forældrenes side. Mange af børnene kommer gående eller cyklende, og en del forældre har ikke bil. Hvordan skal de klare det, hvis deres børn skal gå i en institution længere væk?«

Holder hovedet koldt

Rytterkilden i Horsens har en del børn fra Sundparken, der har fået stemplet ’ghetto’. Det er er en integreret institution – renoveret og velfungerende – som risikerer at blive ramt. Bekymring om fremtiden må imidlertid ikke påvirke arbejdet i dag, mener institutionsleder Lone Brøndum.

»Det er selvfølgelig en situation, vi snakker om, men vi kan ikke tillade os at lade os slå omkuld. Tværtimod holder vi hovedet koldt og knokler hver dag for at løse vores opgave så godt, vi overhovedet kan. Børnene må jo under ingen omstændigheder komme i klemme i det her,« siger Lone Brøndum.

Hun tilføjer, at institutionen vil arbejde positivt med, uanset hvad loven ender med at sige.

»Men derfor kan man jo godt prøve at påvirke på de ydre og indre linjer. Jeg har den holdning, at børnene bør passes i deres nærområde – der, hvor de bor. Og jeg synes, politikerne skal huske på, at en sådan 30 procent regel vil betyde, at vi også skal afvise familier, der kan være med til at løfte det hele,« siger Lone Brøndum.

Uoverskueligt

Faglig sekretær i BUPL Aarhus, Dorte Kyed Søndergaard, kan godt forstå, hvis pædagoger i udsatte boligområder ikke føler, at det gode arbejde, de udfører i dagligdagen, værdsættes tilstrækkeligt med de aktuelle planer.

»Samtidig med, at de selv føler sig usikre på fremtiden, er de jo også bekymrede på børnenes og forældrenes vegne, hvis ghettoplanen vil betyde pasning langt fra deres nærområde. Det kan virke helt urealistisk, hvis kun cirka hvert tredje barn må komme fra området. Og hvis børnene så skal visiteres til institutioner lige uden for de pågældende områder, får man jo blot en større andel af børn fra udsatte områder der. Skal børnene så endnu længere væk?«

Dorte Kyed Søndergaard tror ikke, at et 30 procents krav vil komme til at betyde lukning af daginstitutioner i Aarhus. Dertil er der for stort pres på pladserne, så det vil blive nødvendigt at finde løsninger, så institutionerne i såkaldt belastede områder kan fortsætte.

En ny situation

Tine Kirkegaard er områdeleder for Midt- og Østerbyen i Esbjerg, og hun betegner det som ’en ny situation’, hvis 30 procent-reglen bliver vedtaget.

»Jeg synes ikke, vi skal male fanden på væggen. Vi har institutioner, hvor det vil være bekymrende, hvis kun 30 procent af børnene må komme fra såkaldt udsatte områder, men skulle det blive sådan, har vi så en ny situation at forholde os til. Jeg kunne så mange bekymrings-frø, men jeg vælger at tage det stille og roligt og se, hvad der sker. Ofte kan det jo være sådan, at der åbner sig nye muligheder, når vi møder udfordringer, og holdningen blandt pædagogerne i institutionerne i området er meget den, at nu må vi vente og se, hvad der bliver realiteterne. Og så må vi medvirke til at finde løsninger.«