Dine referencer er vigtige: Sådan hjælper de dig til et nyt job
En ansættelsessamtale kan for det meste stå alene, men opstår der tvivl om, hvorvidt den ene eller anden kandidat er den rette til jobbet, er leder Lars Marling fra Løjt Børnehus ved Aabenraa glad for at kunne få en snak med én, som kender ansøgeren.
»Ofte giver samtalen og cv’et et godt billede af ansøgeren, men når vi diskuterer kandidaterne, kommer vi nogle gange i tvivl, for eksempel om noget ansøgeren har sagt. Alle siger, de er fleksible og loyale, men vi skal ansætte den rigtige til jobbet, så det skal også passe,« siger Lars Marling.
Kan fjerne tvivlen
Ansøgere forsøger altid at vise sig fra deres bedste side, så der kan også opstå tvivl om, hvorvidt en pædagog kun er proaktiv under samtalen.
»Nogle udstråler den helt rigtige personlighed, men er pædagogen med til at skabe god stemning på stuen til hverdag? Kommer hun med input til institutionens udvikling, hvordan håndterer hun en forældresamtale, og har hun fokus på det enkelte barn i gruppen? Den slags kan det være godt at få en vurdering på. Det kan være, at vi har to ansøgere, som står meget tæt, og så har vi brug for at få det sidste med,« siger Lars Marling, der kun indhenter referencer, når en pædagog er tæt på at få jobbet.
Det sker i cirka to ud af ti tilfælde, at han ringer til en reference, hvorefter han vender tilbage til ansættelsesudvalget.
»Vi får som regel bekræftet det, vi mener at have set hos pædagogen, men det giver os prikken over i’et at få understøttet vores mavefornemmelse,« siger han.
Helst en leder
En ansøger bestemmer selv, hvem en arbejdsgiver må ringe til, men Lars Marling foretrækker at tale med en leder fremfor en kollega.
»En leder ser ikke kun, hvordan pædagogen agerer på stuen. Hun ved også, hvordan pædagogen samarbejder med resten af institutionen,« siger han.
Læs hele guiden i Børn&Unge nummer 13/2017
Derfor referencer!
Andres mening om dig og dine evner giver udvalget et bredere indtryk af dine kvalifikationer. Derfor er gode referencer vigtige. Samtidig får udvalget sikkerhed for, at du er den, du udgiver dig for at være. Er det en stilling på lederniveau, er det endnu vigtigere med referencer. Hav mindst to og gerne tre referencer, så ansættelsesudvalget kan få flere vinkler på dine faglige og personlige færdigheder.
Vær klar med navne!
Nogle rekrutteringseksperter mener, det er nok, at du forbereder dig på, hvem du vil henvise til. Du kan skrive fx skrive i din ansøgning eller dit cv, at du kan henvise til referencer, hvis det ønskes. Andre anbefaler, at du sætter navn på dine referencer, når du søger jobbet, både fordi det gør det nemt for ansættelsesudvalget, og fordi det viser, at du ikke er bleg for at opgive referencer. Du kan eventuelt skrive, at de kan kontaktes efter forudgående aftale med dig.