Pædagogmangel landet over: Så lav er ledigheden i din kommune

En række medier har de seneste dage fortalt om pædagogmangel i hovedstadsområdet. Men efterspørgslen på pædagoger er flere steder i landet så stor, at den er svær at efterkomme, fortæller BUPL-A. ’Ledige kan afhjælpe akut pædagogmangel, men en langsigtet løsning skal findes et andet sted,’ lyder det.

Selvom regeringen har lovet flere pædagoger i landets daginstitutioner, går det lige nu den forkerte vej i hovedstadsområdet: Flere steder oplever man et decideret fald i antallet af pædagoger, og ifølge Politiken har flere kommuner i hovedstadsområdet siden vedtagelsen af minimumsnormeringer i landets daginstitutioner kun ansat pædagogmedhjælpere.

Men også andre steder i landet kan mangel på uddannede pædagoger allerede nu gøre det svært at opretholde pædagogandelen i takt med indfasningen af minimumsnormeringer.

Og mens Københavnske institutioner med fordel kan rette fokus mod de ledige pædagoger i omegnskommunerne, bliver der andre steder i landet hurtigt langt mellem ledige pædagoger og ledige stillinger, lyder det fra direktør i BUPL-A, Birgitte Chemnitz Rødsgaard.

”Mange kommuner står i en situation, hvor der inden for et ret stort geografisk område reelt kun er ganske få ledige pædagoger,” fortæller hun.

For at efterkomme behovet for uddannede pædagoger, fokuserer BUPL-A i stigende grad på hurtigt at matche ledige pædagoger med passende institutioner, der mangler pædagoger:

”BUPL-A har omkring 62.000 medlemmer, og vi er ikke bare a-kasse for de ledige pædagoger. Vi er også a-kasse for de mange pædagoger i job, der akut står og mangler nye kolleger,” siger Birgitte Chemnitz Rødsgaard.

Mere end hver anden er allerede på vej i job

Den generelle arbejdsløshed i Danmark ligger ifølge Danmarks Statistik på 5,0 procent. Ledigheden blandt pædagoger er væsentligt lavere: 3,0 procent.

Danmarkskortet viser ledigheden blandt pædagoger i hver enkelt kommune på baggrund af de nyeste tal fra Danmarks Statistik.

Og mængden af ledige pædagoger, som en institution kan kalde til jobsamtale, er reelt endnu lavere, fortæller Birgitte Chemnitz Rødsgaard:

”Over 60 procent af de BUPL-A-medlemmer, som bliver ledige, får nyt job inden for tre måneder. Mange af dem får det inden for ganske få uger. Eksempelvis gennemgik vi for nylig de ledige pædagoger i København. Ud af 250 ledige var der kun 110, som reelt var ledige, fordi de andre allerede var på vej i nyt job,” siger hun.

Pædagogmangel: Nyuddannede er eneste hurtige fix

Det lave antal ledige pædagoger betyder samtidig, at der er behov for strukturelle ændringer andre steder, hvis pædagogandelen ikke skal falde i takt med, at minimumsnormeringerne indfases, vurderer Birgitte Chemnitz Rødsgaard:

”Der er omkring 1850 ledige pædagoger i øjeblikket. Når over halvdelen af dem bare er ’inde og vende’, så er der kun omkring 900 pædagoger, der reelt er ledige. Det batter jo ikke meget, når BUPL vurderer, at der kommer til at mangle omkring 14.000 pædagoger de næste ti år. Derfor må en langsigtet løsning findes et andet sted,” siger hun.

BUPL har i forbindelse med minimumsnormeringerne fremsat en række forslag til, hvordan man kan forebygge pædagogmangel.

Birgitte Chemnitz Rødsgaard peger dog på et område, hvor kommunerne allerede nu kan gøre noget for at afhjælpe problemet:

”Nye pædagogstuderende dimitterer to gange om året, og de udgør i øjeblikket omkring en fjerdedel af de ledige pædagoger. BUPL-A gør en stor indsats for at formidle vikarjob til nyuddannede, for vi kan se, at det gør en kæmpe forskel for deres chancer for at blive ansat i en fast stilling. På den baggrund kunne nogle institutioner måske overveje, om ikke de skulle være mere åbne for at give nyuddannede en chance til et fast job,” siger hun.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.