Læst op: En samlet fagbevægelse giver håb for ligeløn

Da en samlet fagbevægelse under de seneste overenskomstforhandlinger gik til kamp mod store lønforskelle, var det første gang i danmarkshistorien, at lønefterslæbet for blandt andre pæda­goger blev bredt anerkendt. Og den anerkendelse kan give en ny base at kæmpe for ligestilling mellem ­traditionelle mande- og kvindefag fra, mener Astrid Elkjær Sørensen, ph.d. og historiker med ligestilling som sit ekspertområde.

»Det sammenhold, der blev skabt i Forhandlingsfællesskabet under OK18, betyder meget for den ­pondus, som fagbevægelsen kan fremsætte sit krav om ligeløn med. Så hvis sammen­holdet kan holde, er det meget positivt for ligestillingsspørgsmålet,« siger Astrid Elkjær Sørensen.

Der er et ligestillingsproblem

Ifølge Danmark Statistik er forskellen på mænd og kvinders løn blevet mindre i løbet af den seneste årrække. På trods af det var mænds løn i 2017 stadig 13 procent højere end kvinders. Astrid Elkjær Sørensen ­tøver da heller ikke med at sige, at den ulige løn er et problem.

»Når en pædagog og en ingeniør tager samme længde uddannelse og begge får job i den offentlige ­eller ­private sektor, ender ­ingeniøren med at få en væsentligt højere løn. Og det er dybt uretfærdigt. Man ­plejer jo ellers at sige, at en højere løn er en af de belønninger, man får for at uddanne sig,« siger Astrid ­Elkjær Sørensen.

»Urimeligheden består i, at vi som samfund ringeagter traditionelt kvindelige egenskaber som omsorg lønmæssigt, og dermed tillægger vi dem indirekte også mindre værdi. Det klæder ikke et samfund, og ­derfor er det et ligestillingsproblem, at kvindefag ikke bliver belønnet for den uddannelse og det ansvar, de har,« fortsætter hun.

Historisk forklaring

Ifølge Astrid Elkjær Sørensen skal vi kigge 50 år tilbage i tiden, hvis vi vil finde den grundlæggende forklaring på, hvorfor en pædagog eller sygeplejerske i 2019 tjener væsentligt mindre end en folkeskolelærer eller en diplom­ingeniør.
Tjenestemandsreformen af 1969 betød, at eksempelvis pædagoger og fysioterapeuter blev placeret ­lavere lønmæssigt end lærere, politi­betjente og andre traditionelle mandefag.

»Det hænger blandt andet ­sammen med, at kvindens arbejde dengang var et tilskud til mandens løn, og derfor behøvede hun ikke så høj en lønning,« fortæller Astrid Elkjær Sørensen.

Samtidig anså man omsorgs­arbejde som noget, der ikke krævede en særlig uddannelse, forklarer hun.

»I dag forbinder man pæda­gogik med faglighed, men dengang var omsorg noget, man havde ­naturligt anlæg for som kvinde – og ikke ­noget man som sådan skulle belønnes for,« siger hun og tilføjer, at pædagogers kamp for at sikre ­goder som eksempelvis løn og pension ­under barsel også har kostet på ­reallønsfronten.

B&U

Brug for trepartsaftale

Lønforskellene mellem traditionelle ­kvinde- og mandefag er svære at ­bryde, fortæller Astrid Elkjær ­Sørensen.

»Det kræver, at alle er enige om at skævfordele penge til fordel for de traditionelt kvindedominerede
fag, altså at de andre fag i det offent­lige bliver enige om at forbigå lønstigninger. Og den idé er svær at sælge til folkeskolelærere, politifolk eller embedsmænd, som trods alt ikke selv får fyrstelige lønninger,« siger hun.

En løsning med at øremærke penge til pædagoger og andre med lave indkomster er også vanskelig, fordi man dermed bryder med den danske model, hvor løn og vilkår er et resultat af aftaler mellem arbejdsmarkedets parter.

»Man er nødt til at finde en ­tre­partsløsning. Problemet er til dels skabt af en gammel politisk struktur, og derfor må politikerne i dag være med til at finde en løsning, som kan fungere i 2019. For de fleste er enige om, at pædagogers løn ikke står mål med det ansvar, de har,« ­siger Astrid Elkjær Sørensen.

Pædagoger skal værdsættes

Elisa Rimpler, formand i BUPL, er enig i, at en trepartsaftale vil løse nogle af de udfordringer, der er ­svære at klare i det danske aftalesystem. Men det kræver befolkningens opbakning, så vi kan lægge den gamle, traditionelle tanke om kønsrollerne på hylden.

»Vi pædagoger er den faggruppe, der får mindst ud af at uddanne os, når vi ser på et helt livsforløb, fordi vi hænger på en 50 år gammel uretfærdighed, som udsprang af den samfundsorden og kønsnorm, der var dengang,« siger hun.

»Der er sket meget siden da. Vores uddannelse er blevet mere kompleks, og vi løfter en ­væsentlig opgave, som er nødvendig, for at vores samfund kan fungere. Vi skal sørge for, at vores børn får den bedst mulige barndom og de ­bedste ­udviklingsbetingelser, og derfor burde vi værdisættes højere,« tilføjer Elisa Rimpler.

Klik her for at få artiklen læst op